Skeel-Schaffalitzky, Santasilia

Ide Rathlou

Ide Rathlou[1]

Kvinde 1644 - 1700  (56 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Kilder    |    Begivenheds Kort    |    Alle    |    PDF

  • Navn Ide Rathlou 
    • Ida
    Født 1644 
    Køn Kvinde 
    Død 24 dec. 1700  Langesø Slot, Vigerslev (Skovby H., Odense)  
    Begravet Vigerslev kgd. (Skovby H., Odense)  
    Notater 
    • Langesøs store sagnfigur er fru Ide Rathlou, som døde år 1700. Hun var gift med Adolf Hans Holsten, der gik bort 1694. Han havde været en lærd mand og forstod at holde sin overmåde standsbevidste og ret stridbare frues vældige foretagsomhed inden for passende rammer. Men i de seks år, hun sad enke på Langesø, var det ikke morsomt at være bonde på godset.
      Der findes et maleri af fruen; hun har set ganske godt ud, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at hun tillige var et stolt fruentimmer. På hovedet har hun en baret med farvede strudsfjer, der danner plumager ned over håret med de lange slangekrøller. Holdningen er rank og selvbevidst. Hun vender siden til, og beskueren får en albue lige i synet. Den er smuk, bevares, men tillige spids.
      Fru Ide forlangte en meget høj arbejdsydelse af sine bønder. Dog hørte hun ej heller til dem, der selv lå på den lade side. Aldrig var hun ledig. Selv når fruen var ude på køreture eller sad i kirken og overværede gudstjenesten, spandt hun på en ten, som hun medbragte.
      Ide Rathlou førte en lang række processer mod godsets bønder, og det var vel hovedårsagen til, at de talte så ilde om hende. Det hed sig bl.a., at når hun så små børn, der gik og plukkede aks af kornet på hendes marker, lod hun sine folk gribe dem og bringe dem til sig, hvorpå hun klippede fingrene af de søde små med sin brodersaks, for at de ikke tiere skulle falde i fristelse.
      Ganske det samme fortælles om fru Ingeborg til Voergaard i Vendsyssel, og opspind og fabel er det naturligvis altsammen. Hvad man imidlertid med sikkerhed kan fastslå er, at populær var fru Ide ikke.
      En dag deltog fru Ide Rathlou i et selskab, hvor også en præst var tilstede, og han gjorde sig til talsmand for den - efter fru Ides mening - helt forskruede opfattelse, at også arbejdsfolk og bønder dog var mennesker for Gud og fuldt så gode som både adel og præsteskab. Nådigfruen tilkastede pastoren et meget unådigt blik, hvorpå hun mælede:
      "Om så hele gejstligheden tillader, at arbejdsfolk og bønder kommer i himlen, så gør min søn og jeg det ikke!" Hvorefter Vorherre havde sig at rette.
      Siden fandt hun anledning til at drøfte slige sager med præsten nok en gang og spurgte, om det virkelig kunne være hans mening, at herremændene og deres fruer i himlen måtte dele bænk med bønderne. I så fald var forholdene der jo helt forskellige fra, hvad de var i kirken, hvor herskabet havde sin egen stol.
      Pastoren kunne berolige hende med, at adelen sandelig også i himlen havde en bænk for sig selv. "Men", føjede han til, "den er slemt støvet, for det er så sjældent, at nogen kommer og sætter sig på den".
      Fru Ide yndede at færdes med maner. Hun kørte altid i en stor, statelig karosse forspændt fire sorte gangere med plumager på hovedtøjet, blinkere og seletøjsbeslag af det rene sølv.
      En aftenstund, da hun var blevet 66 år gammel - det var i året 1700 - bød hun kusken spænde for karossen. Hun satte sig ind og sagde, at han skulle køre. "Ja, men hvor skal jeg køre hen?" spurgte kusken.
      "Lad du kun hestene løbe, som de har lyst til, så skal du se, at de nok finder den rette vej", lød svaret.
      I lang tid strøg hestene af sted med voldsom fart, og deres sider gik som blæsebælge, medens skummet i flager fløj fra mulerne. Kusken syntes, det var som om de fløj gennem luften, men han kunne intet rigtig se, fordi det var så mørkt.
      Pludselig sagtnede hestene farten, og snart efter rullede ekvipagen ind foran en stor, dyster borg, Her stod fru Ide Rathlou af og gik hen og bankede på den store port, hvor hun straks blev lukket ind. Da hun ikke kom ud igen, listede kusken hen og tittede ind gennem et vindue, og der så han, at fru Ide måtte danse med nogle sorte kavalerer
      Så var kusken nok klar over, hvor man befandt sig. Han skyndte sig at liste tilbage til vognen, satte sig op på bukken og vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre.
      I det samme gik porten op, og fru Ide kom ud. Hun vaklede hen til vognen, satte sig ind og bød kusken køre hjem. Også denne gang skulle hestene nok finde vej. Det gjorde de virkelig, og efter at de havde løbet en stund, drejede de ind på en vej, som også kusken kendte. Snart efter var man hjemme på Langesø.
      Næste morgen fandt man fru Ide Rathlou liggende død i sin seng, og hun blev begravet på Vigerslev kirkegård. Man kan imidlertid nok sige sig selv, at efter den måde, hvorpå hun var død, fik hun ikke fred i graven, og længe varede det ikke, førend man atter kunne se hende køre rundt på vejene i Langesøs omegn. Det skete stadig med maner, men nu altid om natten, og de fire sorte heste for karossen havde gloende øjne og flammende tunger, så der er ingen tvivl om, at de kom fra et meget varmt sted. Hver evige nat skulle dette spøgeri gennem landsbyen Rue og altid forbi smedjen, som lå ud til vejen. Det larmede, raslede og skumplede, og den gode smed fik sin nattesøvn aldeles spoleret. Det blev han efterhånden grundigt træt af, og en aftenstund besluttede smeden at spærre vejen for spøgelseskareten. Det skete ved, at han dryssede en forsvarlig mængde hørfrø tværs over vejbanen, for det er en kendt sag, at over hørfrø kan intet spøgeri gå.
      Så lagde vor smed sig ellers veltilfreds til ro, vis på at den nat ville han allenfals få lov til at sove uden forstyrrelser. Han blev imidlertid klogere: Kort efter at midnatstimen var slået, blev der en larmen og regeren uden for smedjen, og pludselig tog det til at knage og brage i huset, som skulle det styrte sammen. Til sin rædsel så smeden karossen køre gennem stuen forbi hans seng og forsvinde ud gennem den modsatte væg.
      Det var mere, end han kunne tage: Han stod op, gik ud af huset og fik i hast hørfrøene fejet bort, så kareten kunne passere når som helst, det var belejligt før fru Ide.
      Derefter kom turen til huset, som han ventede at finde helt ødelagt, men det havde overhovedet ingen skade taget, eftersom kareten jo ikke var af denne verden.
      I små hundrede år kunne man møde fru Ides karosse på egnens veje ved nattetid, og det spøgte så slemt på Langesø, at det skulle være den egentlige årsag til, at man valgte at rive hovedbygningen ned og bygge en ny.
      Det hjalp imidlertid ikke det mindste, for nu slog hun sig i stedet løs i den nye. Til sidst måtte man have fat i den navnkundige præst Rasmus Balslev fra Haarslev. Han mødte en midnatsstund karossen ved den såkaldte Sorte-mose, og her stod der en voldsom dyst mellem ham og fru Ides gespenst. Det endte dog med, at præsten fik magten, og det besværlige damespøgelse sank ned i sumpen, hvor der rammedes en svær egepæl igennem hende, så hun blev bundet til stedet. Hvad der skete med karossen og hestene, melder historien intet om.
      I lange tider sås denne manepæl, men engang omkring midten af forrige århundrede forsvandt den. Om fru Ide ved den lejlighed blev fri, eller om hun endnu sidder på bunden af mosen og kukkelurer, kan man ikke vide. Et er imidlertid sikkert: Møder man en nat ved Langesø en karosse med sort firspand, er det klogt at komme af vejen i en fart, for da er det sikkert fru Ide, og hun er ikke til at spøge med. [2]
    Person-ID I1848  Skeel-Schaffalitzky | ane til Elsebet Bruun
    Sidst ændret 21 maj 2012 

    Far Wolf Sivert Rathlou, Til Gereby,   f. før 1593, Karlsburg (Gereby), Schleswig-Holstein, Germany ,   d. 14 sep. 1658, Karlsburg (Gereby), Schleswig-Holstein, Germany  (Age ~ 65 år) 
    Mor Berte Catharine von Rumohr, af Olpenæs,   f. 1626-1629, Olpenæs (Olpenitz) - Svans, Eckernförde, Schleswig-Holstein, Germany ,   d. eft. 1683, Karlsburg (Gereby), Schleswig-Holstein, Germany  (Age 55 år) 
    Gift 1638 
    Familie-ID F1357  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie Adolph Hans von Holsten, til Gjelskov og Langesø ,   f. 16 jul. 1630, Lübeck, Schleswig-Holstein, Germany ,   d. 2 jan. 1694, Langesø Slot, Vigerslev (Skovby H., Odense)  (Age 63 år) 
    Gift 25 sep. 1668  Karlsburg (Gereby), Schleswig-Holstein, Germany  
    Børn 
     1. Christian Adolph von Holsten,   f. 23 jun. 1669, Gelskov Gods (Hillerslev H., Svendborg) ,   d. 10 mar. 1710, falden ved Helsingborg, Skåne, Sverige  (Age 40 år)
     2. Anna Margrethe von Holsten,   f. 16 sep. 1670, Gelskov Gods (Hillerslev H., Svendborg) ,   d.
    +3. Wulff Siegfred von Holsten, til Gjelskov,   f. 28 nov. 1672, Gelskov Gods (Hillerslev H., Svendborg) ,   d. 20 jul. 1713, Gelskov Gods (Hillerslev H., Svendborg)  (Age 40 år)
    +4. Godske Ditlev von Holsten, til Langesø og Findstrupgaard,   f. 23 feb. 1674, Gelskov Gods (Hillerslev H., Svendborg) ,   d. 25 nov. 1745, Holstenshuus Gods (Findstrup), Diernæs (Sallinge H., Svendborg)  (Age 71 år)
     5. Frederik von Holsten, til Søbysøgaard ,   f. 1 apr. 1682, Gelskov Gods (Hillerslev H., Svendborg) ,   d. 3 feb. 1752, Søbysøgaard Gods, Nørre Søby (Aasum H., Odense)  (Age 69 år)
    Sidst ændret 11 maj 2009 18:53:44 
    Familie-ID F287  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Begivenheds Kort Klik for at vise
    mere infoGift - 25 sep. 1668 - Karlsburg (Gereby), Schleswig-Holstein, Germany Link
    mere infoDød - 24 dec. 1700 - Langesø Slot, Vigerslev (Skovby H., Odense) Link
    mere infoBegravet - - Vigerslev kgd. (Skovby H., Odense) Link
     = Link 
    Kort forklaring  : Adresse       : Beliggenhed       : By       : Sogn       : Amt/Region       : Land       : Ikke indstillet

  • Coat of arms - Våbenskjold
    Rathlou - våbenskjold (coat of arms)
    Rathlou - våbenskjold (coat of arms)
    Rathlou var en af de ældste og godsrigeste adelige ætter i Holsten.
    Fører i sit våben et skjold, delt af guld og sølv ved en rød, højre spids; på hjelmen tre fjer, en rød mellem en af guld og sølv.

    Adel
    Ide Rathlou
    Ide Rathlou
    Langesøs store sagnfigur.

  • Kilder 
    1. [S2] Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2011]., DAA 1950:II:79.
    2. [S119] Spøgelser og Sagn fra danske Slotte og Herregårde, Gorm Benzon, (Askholms Forlag 2006-07), bind 2, side 84-87 om Langesø.