Skeel-Schaffalitzky, Santasilia

Historier

» Vis alle     «Forrige 1 2 3 4 5 6 7 ... 71» Næste»     » Lysbilledshow

Biografi: Baron Jens Juel



Baron Jens Juel, 1631-1700.

Statsmand, Søn af Erik J. (d. 1657), blev født 15. Juli 1631 paa Gaarden Nørtorp i Thy. Efter at have studeret i Sorø tiltraadte han 1651 en 4aarig Udenlandsrejse med den senere Professor Jacob Bircherod som Præceptor; han traf paa denne Rejse 1652 Grev Christian Rantzau i Wien og fulgte med ham til Rigsdagen i Regensburg. Hjemkommen blev han i Jan. 1655 ansat som Sekretær i danske Kancelli, hvilken Stilling han beklædte til Avg. 1657; han blev i denne Tid gjentagne Gange sendt til Sverige; men den egentlige Indvielse til sin diplomatiske Livsgjerning fik han først, da han i Avg. 1657 udnævntes til Resident hos Kongen af Polen. Han havde dog ikke Held med sig i sine Bestræbelser for efter den anden Svenskekrigs Udbrud at forhindre Separatforhandlinger mellem Sverige og Johan Casimir; i Sommeren 1659 vendte han over Hamborg tilbage til Danmark. Man havde her faaet saa megen Tillid til hans Evner, at han i Sept. s. A. udnævntes til Gehejmesekretær, og i Marts 1660 forhandlede han med den kejserlige Gesandt v. Goes; men størst Betydning for hans Fremtid fik vistnok Udsoningen mellem hans Morbroder Hannibal Sehested og Frederik III. Som Sehesteds Stedfortræder forhandlede han med Carl Gustav om den endelige Afslutning af Freden i Kjøbenhavn; uden Opposition sluttede han sig ligesom hans Broder Niels J. til den nye Forfatning, blev i Nov. 1660 Sekretær i Statskollegiet for de udenlandske Sagers Vedkommende og i Febr. 1662 Medlem af Kancellikollegiet.

Det var ogsaa paa Hannibal Sehesteds Anbefaling, at han i April 1662 afgik som Resident til Stockholm, hvilken Stilling han beklædte til Dec. 1670. Der overdroges ham i denne Tid forskjellige særlige Hverv, saaledes at forsvare den danske Regerings Adfærd mod Corfits Ulfeldt og at forhindre, at dennes Børn fik Tilladelse til at opholde sig i Sverige, end videre at holde et vaagent Øje med Forbindelser mellem misfornøjede danske adelige og den svenske Regering, Hverv, som han gjorde sig megen Umage for at udføre, uden at han dog altid kunde afvæbne en vis Mistænksomhed imod sig i Kjøbenhavn. Hvad de større politiske Spørgsmaal angaar, greb han, i Hannibal Sehesteds Aand, navnlig i Begyndelsen med en vis Begjærlighed Antydninger fra svensk Side om Venskab med Danmark, men efterhaanden kølnedes vistnok mere og mere hans Tro paa, at der kunde udrettes noget i denne Henseende. Derimod var det allerede nu hans bestemte Ønske, at man ikke skulde overile sig med noget Brud med Sverige. «Den, som vil Sverige ilde,» skrev han i Marts 1670, «skal ønske det 10 Aars Fred, thi da slaar dets Ungdom sig paa Luxus og Øverdaadighed, og Militsen tager af, om ikke i Antal saa dog i Tapperhed og god Kommando.»

Allerede før sin Hjemkomst fra Stockholm var J., 24. Sept. 1670, bleven udnævnt til Vicepræsident i Kommercekollegiet, fra 1671 fungerede han som Assessor i Statskollegiet og som Direktør for det vestindisk-guineiske Kompagni, fik Danebrogsordenen i Okt., blev udnævnt til Etatsraad i Nov. s. A., Friherre i Dec. 1672, Medlem af Højesteret og Gehejmeraad 1675, 1679 Elefantridder og senest fra 1680 Medlem af Konseillet. Han anvendtes i det hele i de forskjelligste Grene af Statsstyreisen, og der er derfor Grund til i Skildringen af hans Liv at forlade den kronologiske Rækkefølge for at samle den om visse Hovedpunkter. Først skal hans egentlige diplomatiske Virksomhed betragtes. Der vides intet om, hvornaar J. er traadt i et nærmere Forhold til Griffenfeld; sikkert er det derimod, at dette Forhold antog Karakteren af et nøje Venskab, og en Frugt heraf var det, at J. i April 1673 sendtes til Stockholm som extraordinær Gesandt for at samvirke med den derværende Resident, Christoffer Lindenov. Instruxen for ham havde som Hovedpunkt at virke for en nærmere Forbindelse mellem de to nordiske Riger for at sikre Nederlandene en gunstig Fred med Frankrig og tilvejebringe en fælles Optræden til Gunst for Handelens Frihed. Men Gesandternes aktive Optræden var i høj Grad bunden; i Virkeligheden var det vistnok kun Meningen at trække Tiden ud. J. sympathiserede med denne Tanke, men det var meget vanskeligt for ham under disse Forhold, hvor han ikke turde gaa for vidt i sine Løfter, at holde den svenske Regering hen, og i sine Skrivelser hjem beklagede han ofte sin mislige Stilling.

Med en vis Tilfredsstillelse modtog han derfor et svensk Udkast til en Traktat, som han i Dec. 1673 overbragte til Kjøbenhavn. Her fik han, sikkert efter personlige Forhandlinger med Griffenfeld, en ny Instrux af Febr. 1674, der tydelig viste, at dennes Tanke med hans fornyede Rejse til Stockholm i alt Fald nu kun var den at iagttage Sveriges Handlemaade og opvække en Frygt hos Frankrig og hos Nederlandene, som kunde bevæge disse Magter til hver paa sin Maade at stille sig imødekommende over for Danmark. Hans Breve fra den følgende Tid vise tydelig hans Standpunkt. Ikke paa nogen Maade tænkte han sig nu en virkelig Udsoning med Sverige som ønskelig eller blot som mulig. Tydelig og bestemt saa han Danmarks Interesse i Sveriges størst mulige Skade; det var en Grundsætning for ham, at den Magt- og Territorialfordeling, som de sidste nordiske Fredslutninger havde skabt, ikke burde bestaa, og at intet stadigt Venskab kunde grundes imellem Danmark og Sverige, «inden Lykken sætter mellem os nogen Billighed». Men paa den anden Side havde han en kraftig Overbevisning om Danmarks Svaghed -- «tro vi, at vi ere dem bastante, ere vi skammelige bedragne», skrev han i Juli 1674 -- og om, at under en Krig en ulykkelig Hændelse kunde blive Danmarks fuldkomne Ruin; som Følge heraf frygtede han i høj Grad et Fredsbrud. Han var derfor en bestemt Modstander af det Krigsparti i Kjøbenhavn, der drev paa et saadant, og han beklagede, at han ikke havde Lov til at gaa videre i sine Tilbud til Sverige. Han vilde ved disse ganske vist ikke opnaa noget virkeligt Forbund, men han vilde under «et simuleret Venskab» holde den farlige Nabo tilbage fra at bryde løs. I Dec. 1674 vendte han tilbage til Kjøbenhavn og benyttedes derpaa i Forhandlingerne dels med den svenske Ambassadør Nils Brahe, dels med den brandenborgske Gesandt v. Brandt.

Under den Skaanske Krig kaldtes J. til anden Virksomhed end den diplomatiske. Men da det atter stundede til Fred, blev han ommissær ved Underhandlingerne i Lund fra Slutningen af Juni 1679. Vei var han ikke Chef for de befuldmægtigede -- denne Stilling var overdragen til Grev Anton af Aldenburg --, men han spillede ubetinget en fremragende Rolle. Han var overbevist om Fredens Nødvendighed og ansaa under de forhaandenværende Omstændigheder Venskab med Sverige som hensigtsmæssigt, «indtil sig bedre anlader». Derfor sluttede han sig, skjønt oprindelig frastødt af den svenske Gesandt Johan Gyllenstjernas Trusler, snart til dennes Tanker, der gik ud paa ikke alene at koncentrere Fredsunderhandlingerne i Lund og ikke overlade dem til Ludvig XIV's Omsorg, men ogsaa at knytte Danmark og Sverige til hinanden ved Fred, et offentligtForsvarsforbund og hemmelige Aftaler. En Hovedopgave var det at skille Sverige fra Gottorp, og vel lykkedes dette langtfra fuldkomment, men J. var dog stolt af at have opnaaet, at Sverige lovede ikke at blande sig i Kongen af Danmarks «domestique Affærer». 26. Sept. undertegnedes Freden og de andre Overenskomster. Iblandt disse var ogsaa Aftalen om Carl XI's Ægteskab med Christian V's Søster Ulrikke Eleonora, og J. overbragte denne hendes tilkommende Gemals Portræt. Derefter fortsatte han som ene befuldmægtiget fra Okt. til Dec. Forhandlingerne i Lund med Johan Gyllenstjerna dels om Ægteskabskontrakten, dels om Hjælp af Sverige mod Hamborg. Og disse Forhandlinger optoges atter, da Gyllenstjerna snart efter kom til Kjøbenhavn med vidtgaaende Forslag til at befæste Venskabet mellem de nordiske Magter ved Handelstraktater. Disse Sager kom i dobbelt Forstand til at berøre J., dels som Præsident for Kommercekollegiet, hvad han nu var bleven, dels som Underhandler med Gyllenstjerna. Vel var han nu langtfra saa ivrig som denne, og Kommercekollegiet indtog en temmelig kølig Holdning over for de svenske Forslag; men paa den anden Side mødtes han atter med Gyllenstjerna i flere Punkter, dels om Handelsforhold, dels om at søge at formaa Frankrig til at tiltræde det nordiske Forsvarsforbund. 28. April 1680 undertegnedes i Kjøbenhavn en Supplementtraktat, hvis ejendommeligste Punkt var Ordningen af en fælles Møntfod. Kort derpaa førte J. sammen med Grev Anton Ulrikke Eleonora til Sverige, hvor hendes Bryllup med Carl XI fejredes 6. Maj paa Herregaarden Skottorp ved Halmstad, og gik derefter ene som Ambassadør til Stockholm.

Hans Opgave var dels at forhandle om Forbundet medFrankrig, dels at forhindre Ratifikationen af den Handelstraktat med Nederlandene, som var sluttet mellem disse og Sverige 1679. J. havde de bedste Hensigter om at befæste Venskabet og ytrede endog til en af de svenske Statsmænd, at han havde mistet Mindet om alt, hvad der havde tildraget sig før Freden i Lund; hans væsentligste Formaal var at drage Østersøhandelen hen til Danmark og Sverige; men under hans Ophold i Stockholm indtraf i Juni 1680 Johan Gyllenstjernas Død, der havde en fuldstændig Forandring til Følge i Sveriges Politik. Imod Danmarks Onske knyttede Carl XI sig nu til Nederlandene, og J. vendte med uforrettet Sag tilbage til Danmark i Dec. 1680. Skuffet i sine Planer stod han i de nærmest følgende Aar atter som Sveriges bestemte Modstander, ilde set af denne Magts Gesandt i Kjøbenhavn. I Febr. 1684 sendtes han til Nederlandene og søgte her at skille disse fra Sverige.
Hans Hovedopgave var Afslutningen af en Handelstraktat, og trods mange Besværligheder lykkedes det ham ogsaa at faa en saadan undertegnet i Sept.; men der rejste sig stor Modstand mod dens Ratifikation, navnlig fra Amsterdam, hvilken By ønskede Indrømmelser med Hensyn til Sundtolden, og han vendte tilbage til Danmark i Maj 1685 uden at have opnaaet Ratifikationen. I Avg. og Sept. 1686 træffe vi ham anvendt til Forhandlinger med Gesandter fra de tyske Fyrster, der mæglede i Christian V's Strid med Hamborg.
Nogle Aar efter blev det imidlertid atter J.s Sag at virke for en Tilnærmelse til Sverige. Under den pfalziske Arvefølgekrig skadedes baade den danske og svenske Handel meget af de krigførende Magter, særlig af England og Nederlandene, og Nevtralitetsakter, der sluttedes i Kjøbenhavn 1691 baade med disse Stater og med Frankrig, og som J. var med at undertegne, førte ikke til nogen afgjørende Bedring, lige saa lidt som en ny Sendelse af ham til Haag 1692. J. afgik derfor i Jan. 1693 til Stockholm, og det lykkedes ham her i Marts at afslutte en Traktat til Sikring af den nordiske Handels Frihed ved Udrustning. af en fælles Flaade. Endnu i sit Livs sidste Dage, i Dec. 1697, sendtes J. paa ny som Gesandt til Sverige, overværede Carl XII's Kroning og afsluttede i Dec. 1698 et nyt Forsvarsforbund; i Jan. 1699 kom han tilbage til Danmark.

Vi have fulgt J.s diplomatiske Virksomhed i det enkelte og set hans med Tiderne vexlende Standpunkter; vi ville et Øjeblik betragte det karakteristiske i hans Evner som Diplomat. Selv en Mand af faa Ord, uden Tilbøjelighed til som hans Ven Griffenfeld at male med rige Farver, var han en bestemt Fjende af smukke Fraser og store Talemaader, hvor de mødte ham i hans Forhandlinger; selv da han i Sept. 1679 stod venskabeligst med Johan Gyllenstjerna, spottede han dennes Lyst til at tale om Gud og Redelighed. Naar hans Modpart vilde lokke ham ud paa Veje, han ikke ønskede at følge, lod han, som han overhørte, hvad der blev sagt. Paa Danmarks politiske Stilling saa han hele sit Liv med et absolut pessimistisk Blik; særlig saa han det som et Offer for Stormagterne, der benyttede dets Hjælp, men ikke gave noget til Gjengjæld. Hvad han betragtede som det eneste Redningsmiddel i den ydre Politik, var den raadsnare Benyttelse af Øjeblikket. Det bedste var for ham det godes Fjende; den Sætning, han skrev i et Brev af Avg. 1684: «Vi bør ville, hvad vi kan», kan gjælde som hans Valgsprog og som den Tanke, han paa alle de Poster, paa hvilke han stilledes, gjorde sig til Talsmand for. Hans Talent laa ikke i store, fremskuende Planer, men i den klare, usminkede Forstaaelse af en Situation og i den kraftige Vilje til at udbytte den.

Det var imidlertid ikke alene som Diplomat, at J. kom til at træde i Forhold til Udlandet, det var ogsaa som militær. Da det trak op til Krig med Sverige i Sommeren 1675, sendtes han til Norge, og her medvirkede han i den følgende Tid ved Statholderen Gyldenløves Side til Organisationen af Krigstilberedelserne, dog ogsaa nu i Modsætning til det egentlige Militærparti. I Juni 1676 deltog han i Indfaldet i Sverige og udmærkede sig navnlig ved Vænersborgs Erobring- hans Tapperhed indbragte ham Lovtaler saa vel af Gyldenløve som af andre. Vendt tilbage til Danmark kom han det næste Aar til at spille en Rolle ved Flaadens Operationer.
Da hans Broder Niels J., der i de sidste Dage af Juni havde lagt sig mellem Falsterbo og Stævns og havde Fjenden i Sigte under Møen, ved Ilbud forespurgte i Kjøbenhavn, om han skulde angribe eller ej, sendtes J. J. til ham med Forbud mod Angreb. Imidlertid angrebe Svenskerne, med J. J.s Samtykke optog Niels J. Kampen 1. Juli, der førte til den berømmelige Sejer i Kjøge Bugt. Under Slaget ilede J. J. opmuntrende og befalende fra Skib til Skib, og efter det blev han paa Flaaden med Stemme i Krigsraadet og kom derved i adskillig Strid med den hollandske Admiral Tromp. I Sept. 1678 deltog han atter med sin Broder Niels i det Togt, der førte til Rygens Erobring, og blev Gouvernør paa Øen; dog vendte han allerede i Okt. tilbage til Kjøbenhavn. Men ogsaa senere blev han knyttet til Forsvarsvæsenet og særlig til Flaaden, i det han 31. Marts 1683 blev Præsident for det da oprettede fælles Generalkommissariat for Land- og Søetaten, 6. Febr. 1694 fik Bestalling som 1. Deputeret ved Kommissariatets Gjenoprettelse og 21. Okt. 1699 blev udnævnt til Generaladmiral og Chef for Admiralitetet. Men ogsaa i den civile Administration indtog J. en fremragende Plads, navnlig ved sine Stillinger i Statskollegiet og Kommercekollegiet og fra 1690 tillige som Medlem af de saakaldte Kommissioner i Raadstuen. I visse Henseender forsvarede han her et frisindet Standpunkt, som da han 1672 var stemt for at tilstaa Religionsfrihed til Kalvinister og Jøder paa visse Pladser; i andre Punkter var han stemt for Tvang, saaledes skilte han sig fra Griffenfeld i Spørgsmaalet om at nedlægge en Del mindre Kjøbstæder, hvad han vilde have gjennemført for at samle Handelen i de større. I det hele var han en bestemt Tilhænger af de merkantilistiske Principper og ivrig for Industriens Fremme, i Danmark især for Uldmanufakturerne, i Norge for Bjærgværkerne, i hvis Bestyrelse han ogsaa en Tid havde Del. Folkemængdens Forøgelse og Pengenes Bevarelse i Landet stode for ham som Hovedmaalet. Men ogsaa i sit Syn paa Landets økonomiske Forhold var han gjennemgaaende Pessimist. Stærkest kommer dette frem i et Forslag fra ham af 1697. Den tredje Del af Landet, skrev han her, maa regnes for ukultiveret, og det, der dyrkes, dyrkes saa ilde, at Jorden ikke giver nær den tredje Del af, hvad den gav i forrige Tider. Han advarer mod at bygge sit Haab paa fremmede Alliancer, naar der ikke er «en inderlig Kraft» hos os selv, og tro imod sin almindelige Tankegang anbefaler han visse Foranstaltninger, for at, «om det ikke i alt kan hjælpes, da dog noget, lidet efter lidet,» kan opnaas. Men hvad Landboforholdene angaar, da savnede han, trods sin Forstaaelse af Agerbrugets Slethed, ganske et større Blik for, hvad der tiltrængtes med Hensyn til Bondestandens Frigjørelse og Omsætningens Lettelse, kun smaa Reformer tilraadede han her, men lededes ellers af rene Adelsgodsejersynspunkter. Ikke alene var han 1699 enig med de andre Gehejmeraader om, at ved Udskrivning til en national Milits Herremændene skulde have Ret til at udtage til Soldater de Bønder, de vilde, men 1681 kæmpede han, om end forgjæves, for at det ikke skulde tillades alle og enhver at kjøbe Landgods, hvad han erklærede for stridende mod den gamle og nye Lov og mod Adelens og Kjøbenhavns Privilegier, og for at hindre, at Hovedgaarde mistede deres Frihed ved at synke ned under 200 Tdr. Hartkorn; inden kort Tid vilde Godsejerne derved blive til Bønder. -- Det kan for øvrigt mærkes, at han var Medlem af flere Kommissioner med særlige Hverv, saaledes af den, der fra 1683 skulde gjennemføre ens Maal og Vægt i Riget; misfornøjet over de store Vanskeligheder fratraadte han dog denne Virksomhed 1690.

J. var ubetinget den af den gamle danske Adel, der hædredes mest og benyttedes mest i Statsstyreisen under Christian V. Der findes heller ikke Spor hos ham til Opposition mod Enevælden og dens almindelige Principper, tvært imod lod han sig, som allerede sagt, ophøje i den nye Adel som Baron, og som Medlem af den tredje Lovrevisionskommission, hvad han var bleven 1680, var han ivrig for at værge om Friherrernes særlige Rettigheder, ligesom han var stemt for Retten til at oprette Stamhuse. Men alt dette hindrede ikke, at han stod som Danskhedens Repræsentant ved Hoffet, og at han bestemt turde træde i Skranken for sin Overbevisning om det retfærdige, selv om den kom i Strid med, hvad der var Kongens Ønske eller de herskende Stemninger. Til sin store Hæder fornægtede han ikke sin ulykkelige Ven Griffenfeld efter dennes Fald. Da Christoffer Lindenov døde 1697, udbad han sig Ret til af hans Dødsbo at udtage Griffenfelds Breve og ytrede saa: «Jeg har faaet det bedste», og han vedblev at arbejde paa hans Frigivelse, ligesom hans tidligere Svigersøn, Baron Frederik Krag, rimeligvis ved hans Forbøn 1690 fik Tilladelse til at ægte Statsfangens Datter. Af fuld saa stor Interesse er hans Optræden under den bekjendte Proces mod Oluf Rosenkrantz i Anledning af dennes Skrift: «Apologia nobilitatis Danicæ». Han var Medlem af den Kommission, der skulde kjende i hans Sag, men i sit Votum af Jan. 1682 optraadte han bestemt imod Fiskalens Paastande, udtalte, at disse beroede paa en urigtig Fortolkning af Skriftet, og at man ikke havde glemt at udlægge alt til det værste- han mente vel, at den anklagede havde handlet ubetænksomt og ufornuftig og derfor burde miste sin Charge som Gehejmeraad, men kunde ikke indse, at han havde forbrudt sig imod Souveræniteten; om hans Bog skulde forbydes, eller Rosenkrantz skulde forklare sin Mening tydeligere, henstillede han til Kongen, men han tilføjede med en for hin Tid sjælden Klarsynethed: «Det er bekjendt, at slige forbudne Bøger siden søges allermest, i det Sted de ellers med Tiden foragtes». Hans Votum gjorde megen Opsigt, og Rygtet vilde vide, at han var falden i Unaade hos Kongen. Dennes Misstemning maa trods hans Frygt for den gamle Adels Tilbøjeligheder dog hurtig have tabt sig; ikke alene vedblev J. som hidtil i rigt Maal at anvendes i Statsstyreisen, men fulgte ogsaa Christian V paa hans Rejser til Norge 1685 og til Holsten 1693.

J. var 3 Gange gift. 4. Okt. 1660 ægtede han Vibeke Ottesdatter Skeel; hun døde 23. Jan. 1685, medens han var Ambassadør i Holland. Aaret efter, 12. Febr. 1686, havde han Bryllup med Fru Regitse Sophie Vind, Datter af Skatmesteren Holger V. og Enke efter Baron Vilhelm Giildencrone (VI, 333), og da hun var død 10. April 1692, giftede han sig igjen n. April 1694, 63 Aar gammel, med den 18aarige, smukke Dorthe Mogensdatter Krag. Dels ved sine Giftermaal, dels ved Kjøb erhvervede han sig store Godsbesiddelser, som ved hans Sparsommelighed indbragte ham en betydelig Formue. Med Vibeke Skeel fik han Valbygaard i Sjælland; af denne Gaard oprettede han 1672 sit Baroni, der med Gaarden fik Navnet Juellinge; i italiensk Stil opførte han der en ny Hovedgaard. Ikke langt der fra kjøbte han 1694 de 2 Gaarde Herlufstrup og Jonstrup, forenede dem til én Gaard, kaldet Juellund, hvor han ogsaa byggede en ny Hovedgaard; dens Tilliggende forøgede han ved Nedbrydelse af Bøndergaarde. Ved Regitse Sophie Vinds Fordringer paa Admiralitetsraaden Poul Klingenberg fik han 1686 Tostrup (det nuværende Christianssæde) og Aalstrup paa Laaland. Af andre Gaarde ejede han Vórgaard og Urup i Jylland. Med Sognepræsten til Juellinge Peder Syv stod han i nær Berøring og synes at have delt hans antikvariske Interesser; en anden Repræsentant for de nationale Bestræbelser, Digteren og Præsten Jørgen Sorterup, var en Tid lang Huslærer hos ham.

Under sit sidste Gesandtskab til Sverige var han svagelig af Podagra, dog trak han sig ikke tilbage fra Forretningerne. Endnu 21. Maj 1700, da Frederik IV var i Færd med at begive sig til Hertugdømmerne i Anledning af Angrebet paa Hertugen af Gottorp, udnævntes han til Medlem af den saakaldte Slotslov, der skulde lede Styrelsen i Kongens Fraværelse. Men 2 Dage efter, 23. Maj, afgik han ved Døden. 17. Jan. 1701 førtes hans Lig i en højtidelig Procession fra Kjøbenhavn til Bisættelse i Hellested Kirke. Almindelig Sorg fulgte ham. Peder Syv priste ham i et Digt som «en Mand i Raad og Daad saa mægtig, en Fyrst' i Israel, til alle Sager drægtig, en modig Admiral, i Nød et Ankerhold, i Vilderede vis, i Modgang Værn og Skjold», og Aalborgbispen Jens Bircherod kaldte ham i sin Dagbog «en fortræffelig Minister og umistelig Herre for Riget i disse Tider».

J. var en høj og rank Mand trods sin Sværhed, høflig, om end tilbageholden, i sin Optræden. Hans Ansigt stod i Harmoni med hans Karakter. Den tætsluttende Mund vidnede om hans Tavshed, Øjnene om hans skarpe Blik, hele Udtrykket om Foreningen af Beherskethed og Kraft.

Fryxell, Handlingar rör. Sverges hist. I, 106 ff. 386 ff.
Danske Herregaarde VII: Juellund.
Hist. Tidsskr. 5. R. IV, 463 ff.
Medd. fra det kgl. Gehejmearkiv 1886-88, S. 72.
A. D. Jørgensen, Peter Schumacher Griffenfeld II, 82 ff. o. fl. St.



Knyttet tilLensbaron Jens Juel, til Baroniet Juellinge

» Vis alle     «Forrige 1 2 3 4 5 6 7 ... 71» Næste»     » Lysbilledshow