Skeel-Schaffalitzky, Santasilia

Historier

» Vis alle     «Forrige 1 2 3 4 5 6 ... 72» Næste»     » Lysbilledshow

Bengt Holbeks erindringer fra 1933 til 1951



skrevet omkring 1988-89

Frederiksberg

Far har fortalt mig, at da han havde besøgt Mor på klinikken efter min fødsel, tog han hen til onkel Henry og tante Nella. De kom i snak om andre ting, men lige da han skulle gå, huskede Far: Vi har forresten fået en søn i dag. - Ah, den er god med dig! Det er første april. Så jeg var en dårlig vittighed fra begyndelsen.
I avisen kom der til at stå, at jeg var en pige. Mor har vist mig et avisudklip, som rettede fejltagelsen. Vi hørte jo til dem, hvis familiebegivenheder blev annonceret i Berlingeren. Det bedre borgerskab, der spiste med sølvbestik - ikke plet - og både havde stuepige og en kone til det grove.

Hellerup

Min første kærlighed, da vi endnu boede i Hellerup, var netop konen. Da Claus blev født, blev der talt om hvad han skulle hedde. Jeg husker tydeligt en stue, voksne stemmer, cigarrøg, og så den runde, grå stol jeg sad på, da jeg kom med mit forslag: Nej, jeg synes han skulle hedde fru Rasmussen! Tydeligst af alt husker jeg tante Gitas skingre latter. Jeg opfattede, at mit konstruktive og saglige bidrag til debatten var forkastet, men det varede længe før jeg forstod grunden, og i al den tid bar jeg nag til tante Gita
Ellers er det ikke meget jeg husker fra Hellerup-årene, jeg var kun lige 3 da vi flyttede (min erindring siger 7. april 1936, men det er nok efterrationalisering). Én scene står tydeligt for mig, det er leg i en gård, bolde, en sydmur, en sandkasse, solvarme, og en fyr der blev kaldt Josse fordi han sagde: Det vil j'osse! En anden scene: et stort, dunkelt rum, en masse søskende der havde Roskildesyge, og voksne der passede os. Jeg bilder mig ind at min kærlighed til fru Rasmussen blev grundlagt der.

En sidste ting fra Hellerup: jeg er med nogle voksne i en park, de sidder henne på en bænk i skyggen, jeg leger i det varme sand. Der er vist også andre børn. Det må have været sommeren 35, altså før jeg var 2½. Så langt tilbage kan man altså bevidst huske sanseindtryk, i hvert fald som snapshots: situation uden handling.

I øvrigt sagde både Mor og Babm, at jeg begyndte at tale sent. Da det endelig skete, i treårsalderen - Nonina mente at jeg måske ikke var rigtig i hovedet - talte jeg til gengæld rent. Sætningen om navneforslaget var gennemtænkt og nøje formuleret, det synes jeg at jeg kan huske den dag i dag. Den indadvendte eftertænksomhed og den lille scene i parken er grundtonen i min barndom. Der går en lige linje derfra til min forkærlighed for Tyren Ferdinand, den første bog jeg læste (da jeg var 6), og for Peter Plys, som har flere scener af den slags. Tyren der lugter til blomsterne under korkegen, Peter Plys på en varm sten midt i bækken.

Nymølle - (Høj og Dal)

Som voksen har jeg fået fortalt, at jeg efter nogle timer det nye sted havde spurgt, hvornår vi skulle hjem. Det viser, hvordan et barn er tilbøjelig til at tage den givne situation for den uforanderligt rigtige. Jeg skal have stukket i et skrål, da det gik op for mig, at vi aldrig mere skulle hjem. Men snart lærte jeg også at lege i den nye sandkasse, der også lå op til en solbeskinnet sydvæg. Jeg kan huske at den engang med streger var opdelt i fire nøjagtigt lige store dele, én hver til Gert, John, Kjeld og mig. Det opfattede jeg som naturens orden, en korrekt og endegyldig løsning på delingens problem, som man altid har i en søskendeflok. Jeg kan stadig blive flov når jeg tænker på mine reaktioner, da Far ville indføre en ny orden med en cirkel midt i sandkassen til Betzy. Jeg nægtede stædigt at afstå min fjerdedel, blev ved at slette hendes streg, lavede ballade og blev smidt ud for den dag.

Et andet punkt i den faste orden var krusene. Gert havde et grønt emaljekrus, John et blåt, Kjeld et rødt og jeg et gult. Det var for mig en naturgiven, uforanderlig rangordning af grundfarverne, og jeg synes stadig at gul er "min" farve. Der kom rod i det, da Betzy blev stor nok til eget krus, og helt galt blev det da Claus også kom så vidt, for jeg tror de fik hhv. rødt og grønt. Ganske vist ikke helt i den "rigtige" facon, heldigvis, men alligevel repræsenterede de et indbrud i den orden, jeg havde besluttet var den rigtige, fordi det var den første jeg kunne huske: vi var fire brødre. De tre andre var ældre, større og stærkere, og de løb hurtigere, og jeg arvede deres tøj, men jeg havde lige akkurat ret til at være med som fjerdemand og hævdede indædt min ret. Efterhånden fandt jeg en anden måde at hævde mig på: at være klog. Den talte ikke så meget i slagsmål og ettagfat, men med årene blev den mit vigtigste middel til at hævde mig. Da vi under krigen (mørklægningen) og de første år efter gættede efter Clauson Kaas med Mor og onkel Aage som de to skrappeste (Gert var også skrap, når han ellers gad), så gjorde jeg mit yderste for at slå dem. Jeg gættede også kryds-og-tværs i Søndags BT med Mor. Det var nu hvad jeg specielt kunne, og deri ligger nok den dybeste grund til at jeg valgte at blive boglærd.

Jeg kom i skole sidst i marts 39, en god uges tid før jeg blev 6. Det var jeg senere hen meget stolt af. Klasselærerinden hed fru Halsteen, og der var godt en snes børn i klassen, halvdelen børnehjemmene, resten "bynere" fra Nærum bortset fra to Skods-borgere. Jeg boede afsides og var udenfor, et forhold som kom til at præge hele min skoletid. De andre var ofte næsten naboer, kendte hinanden fra privatlivet og vidste hvad der foregik, mens jeg sad der og var outsider. Med tiden fik jeg dog et par venner, Kjeld Andersen og Finn Boyesen. Under krigen blev der langt mellem togene på Nærumbanen, og de gik langsomt (kørte med gengas), der kunne blive lang ventetid fra skolen sluttede til toget gik, og det var et problem. I de første år sad jeg som regel i baglokalet hos boghandleren, Grethe Hansen, og læste gamle Skipper Skræk'er og den slags, senere var jeg mest sammen med Kjeld eller Finn.

Jeg fik hurtigt to øgenavne, som jeg hadede. Det ene var Bimand, og jeg tror at det var aftalt spil. Nogle tredjebrasers (det var mens jeg var førstebraser) fik startet en ettagfat, hvor den der "var den" skulle hedde Bimand, og det valgte de mig til. Jeg var så naiv at jeg ikke protesterede, i virkeligheden var jeg vist beæret over opmærksomheden. Jeg kunne selvfølgelig ikke fange nogen, og så ringede klokken. I næste frikvarter var der ingen der gad lege Bimand, men navnet fik jeg lov at beholde. Det andet øgenavn var Mede. Jeg efterlignede børnehjemmernes sprog, kom hjem og sagde "maed". Det hedder det ikke, sagde Far, du skal sige "meget" (med ege som i "overlegen"). Jeg gik i skole og sagde "meget", og så hujede de: Øv, hør ham Mede!

Ellers kan jeg ikke sige noget særligt om hvordan jeg oplevede skolen. Den var der bare, enten jeg mente det ene eller det andet Jeg satte stor pris på sløjdlæreren, Christiansen, måske fordi han havde fødselsdag samme dag som jeg. I virkeligheden var han streng og utilnærmelig, men hans fag var det bedste jeg vidste.

Fru Halsteen gav mig fra 2. klasse eftersidning et par gange hver uge - jeg plejer at prale med at jeg har verdensrekord i eftersidninger, men det blev ikke skrevet nogen steder, så jeg kan ikke bevise det. Grunden var at jeg aldrig læste lektier, det var diktatforberedelse og regning. Eftersidningen foregik i syvende, hun havde pigerne i husgerning, og jeg var ikke særlig nedbøjet over det, for de gav mig kager og den slags. De fleste eftersidninger blev korte, for når der var så længe mellem togene, så kunne hun jo ikke holde mig tilbage. I øvrigt tror jeg at jeg skulle have de svedere for moralens skyld, for jeg var nr. 1 i klassen selv om jeg snød med forberedelserne.
I første klasse blev jeg dybt forelsket i en pige der hed Inge, og sidenhen har jeg altid haft forkærlighed for piger med det navn. Hun havde gyldent krøllet hår, og en dag havde hun en guldbroderet blå vest på. Jeg havde aldrig set noget skønnere. Desværre var hun rejst til Aalborg da vi begyndte i anden klasse.

Skolen har jeg nogenlunde overskuelige indtryk af, lærere som Vejen Jensen, frøken Claesen og et par stykker mere. Jeg kan stadig huske lugten af fernis når man kom tilbage fra sommerferien til varme, indelukkede rum med summende fluer og altså lugten af fernis. Men indtrykkene hjemmefra er meget mere spredte. Det kommer nok af at jeg holdt mig meget for mig selv, noget man jo ikke kan i skolen. Jeg læste alle de bøger jeg kunne få fat i, Tarzanserien osv., og så gik jeg mange og lange ture i skoven. I det hele taget var jeg bevidst naturdyrker meget tidligt. Der var en bestemt gren på et bestemt æbletræ på den runde plæne (det til højre, ved redskabsskuret), hvor jeg sad så tit jeg kunne for at høre på fuglesang og bare være mig selv. Oppe i skoven var der et grantræ med en rod, der dannede en bue før den gik i jorden, der bildte jeg mig ind at der boede en ræv under, og så gjorde jeg pænt ryddeligt foran buen og satte mospuder til ræven. Men det fortalte jeg ikke til nogen. Ellers holdt jeg mest af værkstedet, hvor jeg lavede fine små ting, bl.a. nogle sejlskibe (som sejlede fint) og en lille svæveflyver (der fløj som en sten).

Der var to ting der gav tilværelsen hjemme en fast orden. På den ene side de daglige pligter, på den anden side kirken. Vi havde selvfølgelig pligter allesammen, men hver af os syntes at de andre lavede for lidt - med årene gjaldt det især Nådigherren og Luksusdyret. Vi yngre kunne ikke rigtig se at de trak deres del af læsset. Hver gang man blev bedt om noget var ens første reaktion uvilkårligt: hvorfor ikke en af de andre? Det må have været irriterende.

Til mine faste pligter hørte at hugge brænde, køre i byen og vaske op. Brændet var for det meste gammel emballage og andet affaldstræ ovre fra fabrikken, og med tiden blev jeg rigtig stærk af alt det brændehuggere. Jeg blev også god til at tage søm ud og rette dem op. Søm hørte til de ting man passede på dengang, og jeg gør det faktisk endnu. Så var der i øvrigt haven, græsset der skulle slås og gangene der skulle skuffes, og hver gang der kom gæster skulle der ryddes op i redskabsskuret. Vi betragtede det som lidt af en vittighed, men vi lærte ordenssans enten vi ville eller ej, og det var også nødvendigt. Ti børn kan lave ufattelig meget rod. Som voksen har jeg set, hvad to-tre børn kan overkomme. Det er et under at huset i Ørholm ikke så værre ud end det gjorde.

Opvasken var egentlig et lyspunkt i tilværelsen. Jeg kom meget tidligt til at være den der vaskede, med et par stykker til at tørre, nogen til at sætte på plads, nogen til at tage ud af bordet og tørre voksdugen af, nogen til at smøre mad til næste dag. Det gik stærkt, larmende og velorganiseret. Hvad vi havde af gæster -med mindre de var særligt fine, biskopper og sådan nogle, eller særligt gamle - blev indrulleret i opvasken, og det var sjovt, især når vi sang. Vi fik opbygget et ganske pænt repertoire, som vi vist allesammen kan endnu. Når én begynder på en kanon, kan de andre stadig falde ind på de rigtige steder. Små familier og familier med opvaskemaskine bliver snydt for noget.

Det med kirken lå også i faste rammer, som man ikke behøvede at spekulere over. Man gjorde bare sådan og sådan, for det var ens pligt. Katolikker skulle i kirke hver søn- og helligdag og til skrifte og kommunion mindst én gang om året, ellers kom man ikke i himlen. Ikke-katolikker måtte det vel så gå meget værre, men det tænkte vi ikke meget på. For en sikkerheds skyld gik vi til skrifte og kommunion hver uge. Var der en søndag hvor man ikke gik til kommunion, måtte jo resten af familien tro at man gik med svære synder på samvittigheden - med mindre man kunne sige at man havde spist efter midnat.
Jeg kan hverken huske min første kommunion eller min firmelse (bortset fra at jeg valgte firmenavnet Pius - når tolv paver havde heddet det, så måtte det være et godt helligt navn), men jeg kan huske mit første skriftemål, i det gamle kapel nede ved S-stationen. Pater Stäubli havde sat mig til at læse skriftespejlet, og så kom han tilbage noget senere og spurgte om jeg nu var parat til at skrifte. Jeg blev helt forskrækket, det var som hvis jeg havde fået at vide at jeg skulle gennem en farlig operation. Så formanede han mig til at læse skriftespejlet en gang til og opvække anger. Det gjorde jeg så efter bedste evne, dvs. jeg prøvede at være lige så ked af det som når det blev opdaget, at jeg havde glemt at læse lektier eller rydde op på mit værelse. Men jeg havde svært ved at finde på ordentlige synder. Dem jeg begik i det daglige manglede format. I mange år prøvede jeg at være ked af mine synder og andægtig når jeg gik til kommunion - jeg troede at from og ked af det var omtrent det samme; det var først som voksen at jeg blev klar over, hvor lidt indhold der havde været i det jeg troede var mine fromme følelser. Så holdt jeg op med at praktisere. Men der blev noget tilbage, som jeg ikke dengang kunne definere. Alligevel følte eller opfattede jeg det tydeligt. Kirken var, og er, et kærlighedsfællesskab, og kærligheden kan ikke eksistere sammen med falskhed. Der var en ægte kærlighed både i kirken og i familien, så i den forstand er det berettiget at sige at vi var en kristen familie uanset måden, eller måderne, vi var katolske på.

Vi tog tilværelsen alvorligt, sådan oplevede jeg det i hvert fald. Der var masser af pjat, leg og slagsmål, men nedenunder var vi ikke pjattede. Der løb altid diskussioner i familien, ved middagsbordet, ved aftenteen. Ikke om tidens politiske situation, den talte vi faktisk ikke mere om end højst nødvendigt, men om moralske, filosofiske, religiøse og videnskabelige emner. Vi brugte ikke den slags betegnelser, men vi diskuterede den slags emner. Vi vidste meget lidt om de skiftende moder i den intellektuelle og kunstneriske elite, men vi diskuterede hvad en atombombe var og hvordan man moralsk skulle forholde sig til krig. Jeg kan ikke huske nogen enkelt diskussion (ud over det stadig tilbagevendende emne, om salt var et krydderi eller et næringsmiddel), men jeg husker Fars stadige understregning af, at en diskussion skulle være saglig og urban - og i øvrigt hans bon mot, at "Ved spisebordet og ved spillebordet ser man en mands kultur". Uden at vide det blev vi opdraget i en civiliseret debattradition, som jeg ofte savner i min daglige akademiske omgangskreds.

Skolen, kirken, hjemmets pligter - det var det univers der omgav mig de første mange år. Jeg voksede helt selvfølgeligt ind i det og tilskriver livet i vores hjem, at jeg aldrig som voksen har haft besvær med at omgås folk af enhver art. Det var et utrolig åbent og gæstfrit hjem, og man behøvede ikke at tage hjemmefra for at træffe de mest forskellige slags mennesker.

Der kunne føjes en masse enkeltheder til livet i de tidlige år, før jeg kom i mellemskolen. Jeg kan huske, at Far engang advarede mig mod fulde mennesker. På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad det betød, den slags så vi ikke meget til hjemme, så jeg troede han talte om "fuglemennesker" (sådanne omtales i en af Burrough's Venusbøger, som jeg havde læst meget tidligt, så jeg troede det var dem). De boede, efter hvad jeg kunne forstå, i det gule hus på den anden side af Runde Bakke, så i flere år var jeg bange for at køre den lige vej når jeg skulle i Brugsen; men der skete ingenting.

Så kan jeg huske legene. Vi havde mange flere lege end mine egne børn har kendt, lege uden dyrt legetøj. I vintertiden spillede vi en masse, primitive kortspil, dam, halma, skak, matador osv., men sommertiden var bedst, specielt når vi kunne være ude efter middag. Vi legede på sandbakken, og vi legede skjul og ettagfat og ståtrold, vi spillede badminton og pind. I dag finder jeg det ufatteligt, at vi fik lov til at spille pind, for det var drønfarligt når den korte pind kom susende. Den kunne snurre meget hurtigt, og det skete ikke sjældent at den flækkede. Men skaderne var nu små. Men mest holdt jeg af at læse, Tarzanbøgerne, Cardbybøgerne og andre historier og romaner. Der røg også populærvidenskabelig litteratur med, når jeg kunne få fingre i noget. Jeg ved ikke hvor tidligt jeg begyndte, men det har vist allerede været da jeg gik i 2. klasse.

Mærkeligt nok husker jeg ikke så meget om at der var krig, ud over at der var rationering på sukker og andre ting, og at vi skulle sætte skodderne for hver aften. Det sidste var en pestilens i vintermånederne. De voksne talte så lidt som muligt om krigen. Selvfølgelig kunne man ikke undgå at mærke til den, f.eks. dengang de tog Lyngby Statsskole til flygtninge, så vi måtte gå på Engelsborgskolen om eftermiddagen. Der var ikke mange andre biler end doktor Askgaards og pater Stublis - sidenhen blev jeg klar over, at Schou kørte med hestevogne fordi der manglede benzin til bilerne, men dengang tænkte jeg ikke over sammenhængen. Jeg var glad for at komme i stalden.

I 44 kom jeg på Lyngby Statsskole. Det havde Gert, John og Kjeld også gjort, så det tænkte jeg ikke over. Det var først mange år efter at det gik op for mig, at de fleste børn dengang fortsatte til 6. og 7. klasse og så gik ud af skolen. For mig var det allerede dengang helt selvfølgeligt, at jeg skulle studere. Hvordan jeg kom på den tanke, at jeg skulle være lærer, ved jeg ikke, men den lå temmelig fast allerede i underskolen. Måske hænger det sammen med, at jeg alle dage har været en forsigtigpeter og helst ikke har taget længere skridt ud i det ukendte end at jeg stadig kunne se tilbage til det kendte. Hvad lærere var, vidste jeg, og det så ud som om de havde faste stillinger og lange ferier. Senerehen blev planen modificeret af erfaringerne, som det så tit går, men allerede i mellemskolen så jeg mig som vordende kollega til lærerne. På den måde blev der heller ingen konflikter i mit forhold til skolen.

Men jeg følte mig udenfor. Ikke alene som i Nærum, hvor der var bynere og børnehjemmene og så mig. Det var det samme i Lyngby, men på dette tidspunkt begyndte det at spille en rolle, at jeg var ene i klassen om at være katolik. Vi var mærkelige, vi skulle ikke med til religionstimerne og vi skulle ikke konfirmeres som de andre. I gymnasietiden kom jeg ud for at i hvert fald én lærer, Alf Bo, af og til stiklede til mig. Mit forsvar var at udvikle bedrevidenhed. Vi havde jo ret. På et tidspunkt var jeg meget optaget af gudsbeviserne, den tanke at man ligefrem kunne bevise at vi havde ret. Mærkeligt nok overbeviste det ikke nogen. Senerehen blev jeg klar over at min holdning må have virket lige så irriterende som den man finder hos Jehovas vidner.Jeg var også udenfor på en anden måde. Som den yngste af fire brødre gik jeg for det meste i aflagt tøj. Der var ikke råd til at købe nyt til børn der groede hurtigere end de kunne nå at slide deres ting op. Altså gik jeg i slidte bukser, skjorter og trøjer, og desuden hang det klodset på mig. Min skikkelse var ikke alt for elegant i forvejen, men på statsskolen blev det et større problem end før, for jeg kom til at gå i klasse medbedrestillede folks meget modebevidste børn, og de så ned på mig.

Prestigemæssigt havnede jeg hurtigt i bunden af klassen sammen med et par andre uheldige elementer, bl.a. Svend Fleuron, der var latterlig både fordi han også gik dårligt klædt og fordi han stammede lidt. Vi holdt sammen. Fra 3. mellem hørte Finn Lynge med til dette dårlige sjak, han var grønlandsk og så underlig ud, og desuden var han endnu mere fremmed for det bedre borgerskabs prestigeræs end vi andre. Hans far havde hørt til byens spidser i Godthåb, men hvem regnede Godthåb for noget? Det kunne have hjulpet, hvis vi enten havde været meget dygtige eller havde klaret os godt i gymnastik, men vi var alle tre på det jævne, under middel, og så var der ingenting at gøre.
Det kan jeg være taknemlig for i dag, for vi havde stor glæde af venskabet med hinanden i resten af skoleårene. Vi var tit sammen privat, i 48 cyklede vi Sjælland rundt i sommerferien, og i gymnasietiden læste jeg latin og tysk med Fleuron - som til gengæld tvang mig til at høre alle Beethovens symfonier gang på gang og på den måde lærte mig at holde af klassisk musik.
Uden for skoletiden var jeg med i forskellige ting. Fra 43 til 45 var jeg ulveunge og opnåede at blive bandefører. Det gav mig den erfaring, at en leder først og fremmest er en der har ansvar, noget jeg sidenhen har modsat mig lige så systematisk som det at blive ledet. Jeg vil helst bestemme over mig selv og ikke over andre. I sommerferien 45 var jeg på telttur med Gert og hans nære ven Nybo, vi boede ved Bure Sø. De indoktrinerede mig til at foragte spejderne og alt deres væsen, så efter tiden som ulveunge fortsatte jeg ikke i det spor. I stedet blev jeg optaget af alle de spændende og mærkelige ting de to diskuterede. Det var både religion, filosofi og politik. De mente at 2. verdenskrig ville blive fulgt af en ny og endnu værre katastrofe og forberedte sig på at leve et primitivt liv i naturen, når de blev gamle nok til at rejse hjemmefra, og jeg ville med, selv om jeg var for lille. De var også præget af det, der nu om stunder hedder økologisk tankegang, de var kritiske over for den moderne teknologi, ressource-udplyndring og forurening, og det tog jeg altsammen til mig. I så henseende var vi tredive år forud for vores tid. Men vi kunne ikke omsætte tankerne i handling.

Så blev KUK dannet, og der var jeg med til jeg flyttede hjemmefra i 51. Det var et meget aktivt foretagende, med møder hver lørdag. KUK stod også for St. Hans-festerne, som vi begyndte at arrangere fra 46 eller 47. Her fik jeg flere venner, nogle af dem tidligere medlemmer af vores ulvebande, mange af dem også venner af huset i Nymølle. Der er ikke nogen tvivl om at KUK havde stor betydning for menighedslivet i Lyngby, ikke mindst ved at klubben var ramme om møder mellem kønnene - hvad der vel også var meningen, kan jeg regne ud nu bagefter.
Gennem KUKS fælles landsorganisation DUK fik vi i 47 forbindelse med Erling Tiedemann, Ebbe Sørensen og Otto Hansen, og de blev lige så vigtige for min udvikling som Gert og Nybo. De var alle intenst optaget af de samme problemer som vi, eller nogle af dem, de begyndte at komme regelmæssigt hjemme hos os, og vores diskussioner varede tit til langtud på natten. Mor og Far tog det med forbavsende tålmodighed. Far kastede sig ud i diskussioner på lige fod med dem, og Mor lavede te og smurte ostemadder i lange baner. Men egentlig var det en meget dominerende og selvoptaget flok.
I årene fra omkring 45 til 51, da jeg flyttede hjemmefra, var jeg også meget selvoptaget (men det er vist normalt for opvoksende unge). Skolen, hjemmet, KUK, de få skolekammerater og den store diskuterende flok som så tit hærgede derhjemme - samt min egen drømmeverden, min endeløse læsning og mine lange enlige gåture prægede mig. Jeg gik ofte i egne tanker og så meget som muligt mine egne veje, og så blev jeg drillet og kaldt "professor". Det var vist ikke urimeligt - i virkeligheden var jeg lidt stolt af det øgenavn.

Det er ikke alverden man kan fortælle på 10 sider. Der er masser af episoder, som dukker op når jeg lader tankerne samle sig om de år. Det som egentlig i dag forekommer mig mærkeligst er, hvor trygge og sikre vi følte os. Vi drømte ikke om at Mor og Far kunne blive skilt, og vi kunne ikke forestille os at Far nogensinde kunne blive arbejdsløs eller at hjemmets andre støttepiller kunne styrte sammen. Tilværelsen lå i faste og sikre rammer, vi behøvede ikke at gøre os større bekymringer - i hvert fald har jeg ikke nogen erindring om at vi gjorde det. Og det viser hvor stor en indsats de i virkeligheden gjorde for os. Sidenhen har jeg selv, ligesom I andre, haft lejlighed til at lære hvor svært det egentlig er at få et familieliv til at fungere.

I sommeren 51 blev jeg student, og kort efter flyttede jeg sammen med Gert, Nybo og Otto til Lillerød, hvor vi dannede et religiøst kollektiv, som hurtigt kuldsejlede - men det er en anden historie.

Bengt



Ejer/KildeBengt Holbek
Datoskrevet omkring 1988-1989
Knyttet tilBengt Knud Holbek

» Vis alle     «Forrige 1 2 3 4 5 6 ... 72» Næste»     » Lysbilledshow