finnholbek.dk

Artikler og Historier

» Vis alle     «Forrige «1 ... 13 14 15 16 17 18 19 20 21 ... 76» Næste»     » Lysbilledshow

HALVBJØRN AF BOGENSE

af Fritz Schonwandt

Til rådsaristokratiet i de fynske købstæder hørte i 1400- og 1500-tallet adskillige slægter med en adelig status, som det dog synes stundom at have været vanskeligt at opretholde.
Blandt disse slægter frembyder den i Bogense hjemmehørende Halvbjørn-slægt flere interessante træk, og den er da også gentagne gange behandlet i litteraturen under betegnelser som »De Bogense Herremænd« eller »Bogense-Slægten«. Nu foretrækkes navnet Halvbjørn, dannet efter slægtens våben.
Slægtens bedst belyste mand er Jørgen Clausen, født omkring 1524, død 1592, som i 1553 af lensmanden på Rugard, Jørgen Skinkel til Lammehave, blev tiltalt på sin adelige frihed med krav om afhændelse af noget frit jordegods, som han havde i besiddelse. Herom udstedte Fyns landsdommer, Verner Svale, sammen med seks andre fynske adelsmænd et åbent brev, som indeholder et referat af Jørgen Clausens argumenter for sin adelige frihed. Han påpeger her, at hans fader, Claus Eriksen, død 1550, var »født af Adel og frie Folk« på såvel fædrene som mødrene side og »havde sit fædrene Vaaben sin Livstid og nu Jørgen Clausen efter ham, som er en halv Bjørn i et blaat Feldt«. Videre nævner han sin farfader, Erik Nielsen, død 1500, men hævder forsigtigvis ikke, at denne førte våbenet i hele sin livstid. Derimod anfører han, at farfaderens broder, Tue Nielsen, død mellem 1480 og 1495, gav våbenet videre til sin søn Niels Tuesen, død før 1529, og til dennes datter, Anne Nielsdatter, som er Jørgen Clausens halvkusine; hun lever 1553 i Norge og fører den halve bjørn i sit skjold.
På lignende måde fremhæver Jørgen Clausen, at hans farmoder, Anne Olufsdatter, antagelig død før 1500, var »en fri Quinde og førte til hendes Fædrene (våben) tre Tonder«, hvilket med støtte i hendes bevarede gravsten tolkes som tre (mur) tinder. Han omtaler videre hendes broder, Hans Olsen på Trabjerggaard i Vestjylland, og dennes datters børn, Jens Spend på Trabjerggaard og søsteren Else, der var gift med Anders Rytter på Kabbel. Disse to søskende var Jørgen Clausens falvfætter og -kusine, og fra sidstnævntes søn, Oluf Rytter, død 1559, fremviste han et beseglet brev, med hvilket han anerkender Jørgen Clausen som »sin Frænde og en Riddersmandsmand«.
Verner Svales brev må nærmest anses for at være en frifindelse af Jørgen Clausen, omend det slutter med at ville henskyde afgørelsen til Kongen og Rigens Råd. Dette ses ikke at være sket.
Brevet er første gang trykt af Vedel Simonsen i 1843. På dette grundlag har pastor A. Crone i 1884 udgivet en udførlig beskrivelse af slægten, hvortil er benyttet alle dengang tilgængelige kilder/ En ny iagttagelse af afgørende betydning er gjort fra kunsthistorisk hold og publiceret 1951-53 af Chr. Axel Jensen. Her beskrives gravstenen over Jørgen Clausens farfader, Erik Nielsen, død 1500. Den viser den afdøde og hans hustru i hel figur og mellem dem et skjold med et bomærke. Det interessante er nu, at to oprindelige bueslag over figurernes hoveder er borthuggede for at give plads til to adelige våben - dexter et skjold med den halve bjørn og den samme på hjelmen, sinister et skjold med en vandret tindeskure og på hjelmen to vesselhorn. Disse våben bestemmes efter deres stilformer til at være indhuggede mellem 1550 og 1560 - altså et halvt århundrede efter den oprindelige stens fremstilling og samtidig med Jørgen Clausens forsvar for sin adelige frihed! Chr. Axel Jensen mener, at den »adlede Borgerslægt« dermed har villet hævde sin rang. Til denne mening slutter sig O.H.M. Baron Haxthausen i 1976, og foranlediget heraf fremsætter Mogens Brandt nogle uddybende betragtninger og gør opmærksom på det forhold, at Jørgen Clausen under retssagen udelukkende argumenterer for sin farfaders og sin farmoders frihed og frelse, men ikke med ét ord omtaler sin moder, Maren Bangsdatter. Mogens Brandt drager heraf den korrekte konklusion, at der ikke har været nogen tvivl om hendes adelskab, men han sammenblander i det følgende to fynske Bang-slægter. I 1980 er det påvist, at Maren Bangsdatter var datter af borgmester Jens Bang i Assens, død 1531, jvnf. D.A.A. 1991-93.
Erik Nielsens gravsten findes stadig i Bogense kirke; den blev i 1762 tegnet af Søren Abildgaard og igen et godt århundrede senere - mere nøjagtigt - af J. B. Løffler og J. Magnus-Petersen. Chr. Axel Jensen benytter Løfflers tegning i sit værk."
Yderligere tre af slægtens gravsten rummes i Bogense kirke.
Claus Eriksen, død 1550, og hustru Maren Bangsdatter, død 1545. Stenen viser fire anevåben: for ham dexter Halvbjørn og sinister hans moders tindeskure. For hende dexter Bang af Assens og sinister hendes moders våben med et halvt dyr; det ligner på Abildgaards tegning ganske Halvbjørn-våbenet, men dette er ikke korrekt, hvilket man kan forvisse sig om ved at betragte selve den slidte gravsten.
Jørgen Clausen, død 1592, og hustru Mette Juels, død 1562. Også denne sten, hvis stil minder om faderens, viser fire anevåben: For ham dexter Halvbjørn og sinister Bang af Assens. For hende to i denne sammenhæng nye våben: dexter en sparre af fem vandrette mursten og på hjelmen et blåmandshoved - og sinister to vesselhorn i skjoldet såvel som på hjelmen. At der her må være udvist heraldisk courtoisie, således at hustruens fædrene våben er anbragt på hendes sinister side, kan sluttes udfra den fjerde sten over sønnen, Rasmus Jørgensen, på hvilken de to vesselhorn er hans mødrene våben - og altså også hans morfaders. Jørgen Clausens kone, Mette Juels, er således af en endnu uoplyst slægt med to vesselhorn i skjoldet. Man kunne gætte på slægten Mylting fra Langeland, som havde kontakter til fynsk købstadsadel. Genitivformen af hendes efternavn kunne eventuelt antyde et tidligere ægteskab. Hendes mødrene våben med murstenssparren og blåmandshovedet er identisk med et våben, som 1502 førtes i seglet af Mattis Olsen, høvedsmand på Tønsberg. Dette meget særprægede våben tyder på slægtskab mellem Jørgen Clausens svigermoder og den danske befalingsmand i Norge; det er ingenlunde påfaldende, da adskillige mindre velhavende fynske adelsmænd på den tid fandt et udkomme ved administration eller militær kommando i Norge.
Den fjerde Halvbjørn-sten i Bogense kirke er lagt over »erlig og welbyrdig Rasmus Jurgensen«, som døde 1616. Stenen nævner ingen hustru, og han anses for at være slægtens sidste mand.

Foran er med støtte i de fire gravsten opregnet fire generationer af den adelige slægt Halvbjørn, og det er blevet antydet, at slægtens adelige status måske først er etableret på Erik Nielsens tid i slutningen af 1400-tallet - eventuelt i forbindelse med hans ægteskab med en »fri Kvinde«. Hendes våben med tre murtinder kunne pege på slægter som Daa, Kaas, Reventlov eller Galskyt. I litteraturen har man stort set valgt den sidste, men det turde være ganske usikkert og kun baseret på, at det i D.A.A. 1893 under Galskyt hedder: »Til Slægten hørte vistnok ogsaa Hans Olsen til Trabjerg ... og Anne Olufsdatter, g.m. Erik Nielsen, hvis Vaaben var en halv Bjørn«. Måske burde man snarere overveje en tilknytning til slægten Daa, idet hendes sønnesøn, Jørgen Clausen, i 1524 fik en gård i faddergave af enken efter Jørgen Daa til Enggaard.
Når det her er blevet foreslået, at Erik Nielsens nobilitering kunne have sammenhæng med hans ægteskab med en fri kvinde, må det straks tilføjes, at den også har omfattet hans broder, Tue Nielsen, død mellem 1480 og 1495, idet denne ifølge Jørgen Clausens apologi for sit adelskab gav Halvbjørnvåbenet videre til sin efterslægt.
Det er tænkeligt, at deres adelskab kan være fastslået i kong Hans' tid, men et samtidigt bevis savnes. Som det vil ses i næste afsnit, handlede både Claus Eriksen og Jørgen Clausen en gros med landbrugsprodukter, drev mølleri og deltog i skibsbyggeri samt nød indtægter af jordegods. Endvidere administrerede familien en gejstlig stiftelse, hvis indtægt kom fra nordfynske gårde. Det kan derfor tænkes, at familiens hævdelse af adelig status kan have bundet i ønsket om at kunne erhverve og besidde frit jordegods.
Tidligere tiders genealoger har været tilbøjelige til at søge slægtskab begrundet alene i fælles våbenbrug og således også her, når Nyt Dansk Adelsleksikon vil se Bjørn Tuesen som den ældste mand af Halvbjørn-slægten; han nævnes en eneste gang den 24.4.1350 som skønsmand i en sag om jordegods i Vendsyssel, og i hans bevarede segl kan der med lidt god vilje ses en halv bjørn. Andre har fremført en Tue Nielsen, som nævnes den 25.8.1376 på Fyn og alene på grund af hans navn sat ham i forbindelse med Halvbjørn-slægten. Atter andre har peget på en væbner i Norge ved navn Niels Jensen, hvis våben i 1420 viser en halv gående bjørn. En slægt, Vinter på Mors, som i 1500-tallet vitterligt førte en halv bjørn, er derimod ikke set nævnt i forbindelse med slægten fra Bogense.
Formentlig er sådanne spekulationer ørkesløse, og et bedre udgangspunkt turde nok være bomærket på Erik Nielsens gravsten. Det er oprindeligere end de to senere indhuggede adelige våben, og dets konturer kan stadig skimtes, selvom stenen er meget slidt.
Det interessante er nu, at bomærker af samme type anvendes af to af Erik Nielsens borgerlige oldebørn hundrede år senere. De to brødre, Claus Bang, død 1592, og Niels Bang, vistnok død omkring 1620, var sønner af Jørgen Clausens søster, Anne, i hendes ægteskab med Hans Bang, død 1560. De har således ikke været berettigede til at føre deres moders halve bjørn, men har i stedet valgt deres oldefaders oprindelige bomærke og har individualiseret det ved små ændringer - se figur 5 og 6 sammenholdt med figur 7, som viser bomærket på Erik Nielsens gravsten.
Når vi derefter går tilbage i tiden, finder vi Erik Nielsens broder, Tue Nielsens segl under et diplom fra 14.6.1480 om en godshandel. Han er borgmester i Bogense og nævnes på en fjerdeplads efter fogeden i Skovherred og to væbnere. Såvel denne placering som hans segl antyder hans borgerlige stand. Seglet er meget utydeligt; det indeholder i hvert fald ikke skjold og hjelm, men derimod kan man skelne en trekant svarende til den nederste del af de føromtalte bomærker - se figur 8.
Det ser således ud til, at de to brødre, Tue og Erik Nielsen, i slutningen af 1400-tallet har ført bomærker, medens den halve bjørn først dukker op hos deres efterslægt i 1500-tallet.
Af et brev af 17.3.1498, udstedt af Erik Nielsen, fremgår det, at hans farfader var en ældre Tue Nielsen, som må have levet i begyndelsen af 1400-tallet, og som havde stiftet Vor Frue Alter i Bogense kirke. Denne Tue Nielsen havde en søn, Niels Tuesen, som »fuldkommede« sin faders alterstiftelse, og som i et diplom af 28.4.1446 nævnes som borgmester i Bogense. Han var fader til brødrene Tue Nielsen, der i 1480 nævnes som borgmester, og Erik Nielsen, der samme år nævnes som oldermand i Vor Frue Gilde, og som så at sige blev stamfader til Halvbjørn-slægten i Bogense.
Foran er omtalt fire bevarede gravsten i Bogense kirke, men der har været endnu en Halvbjørn-sten. Den var allerede ituslået, da Søren Abildgaard i 1762 tegnede det resterende brudstykke, og er i dag helt forsvundet. Den viste Halvbjørn-våbenet og våbenet med de tre murtinder. Fornavnet var bortslået, men patronymet »Erici« kan ses på tegningen, hvor det også kan læses, at han døde i december 1543. At manden har været gejstlig, kan blandt andet ses deraf, at han tituleres »Dominus«. Han må have været en søn af Erik Nielsen, død 1500, og identisk med den Herr Niels Eriksen, som 17.3.1498 forlenedes med Vor Frue Vikarie i Bogense.
Altså har rådmand Erik Nielsen overdraget bestyrelsen af den gamle familiestiftelse til en søn, som har fået en gejstlig uddannelse.
At han ikke har været en helt almindelig præst, ses af hans titler på gravstenen: »Antistes Regis ... Canonicus Arhusiensis .... Bognensis. Den anden lakune kann med sandsynlighed udfyldes med »Vicarius«. Da han fik overdraget vikariet i 1498, skete det efter dronning Christines anbefaling, og det er nærliggende at jævnføre ham med den herr Niels Eriksen, som i årene 1500-1506 optræder i dronningens regnskaber som »min Frues Kapellan«, og som synes at have indtaget en ret fremtrædende stilling.
Identifikationen støttes af en notits i dronningens regnskab 21.7.1505, da en mand fra Bogense fik 2 skilling budpenge for nogle breve, herr Niels havde sendt til dronningen. Hermed bliver den første titel på gravstenen forståelig - »Antistes Regis« kan lidt frit oversættes »Kongelig Konfessionarius«.
Af et brev fra 26.12.1511 fremgår det, at Niels Eriksen nu er sognepræst i Haarslev i Skovby herred, og det kan antages, at han har fået kaldet ved dronning Christines protektion; hun tilskriver ham i 1516 vedrørende degnekaldet i Haarslev, men det ser ud til, at han da har været sen til at følge dronningens bud. Hun døde i 1521, og seks år senere mistede herr Niels sit kald »per inhabilitatem et inobedientiam«!
I det foregående er i store træk beskrevet omridset af en slægt, som gennem to hundrede år har stået i forgrunden i Bogenses historie. I 1400-tallet synes den i solid beskedenhed at have taget del i byens styre, og i første halvdel af 1500-tallet synes den i de bevægede tider at have kulmineret med brødrene Claus og Niels Eriksen - den første som storkøbmand og rådmand og den anden som hofprædikant. Århundredets anden halvdel kendetegnes af slægtens nedgang i Bogense. Jørgen Clausen søger bl.a. gennem mange retssager at hævde sin position, men med hans to sønner går slægten bag af dansen.
Den sidste kendte mand, Rasmus Jørgensen, kaldes endnu i 1616 på sin gravsten »ærlig og velbyrdig«, men i sin levetid benævntes han slet og ret »Borger i Bogense«. Mere livsduelighed synes der at have været hos Rasmus Jørgensens fire fastre, som alle blev gift med fremtrædende borgere i fynske købstæder.

Ejer/Kilde© Danmarks Adels Aarbog 1994-96 side 693
Knyttet tilTue Nielsen Halvbjørn

» Vis alle     «Forrige «1 ... 13 14 15 16 17 18 19 20 21 ... 76» Næste»     » Lysbilledshow