| Notater |
- Hans von der Hude (man møder ofte Stavemaaden van der Hude) tilhørte sikkert - uden at Bevis dog kan føres - den gamle bremiske Adelsslægt, der hørte hjemme paa Ritterhude imellem Bremen og Bremerhafen, og hvortil den nulevende danske Familie af samme Navn menes at høre.
Han nævnes første Gang i Byens Historie i 1615. Den 27. April dette Aar brændte en stor Del af Byen, og gennem Lensmanden paa Hald søgte og fik en Række brandlidte Borgere Frihed for al kongelig Skat, Tynge og Besværing i 3 Aar; til Gengæld forpligtede de sig til i Løbet af samme Tid at genopbygge deres Ejendomme. Blandt de Borgere, der fik denne Frihed, men ikke blandt dem, der bad om den, er Hans von der Hude nævnt; det kan tyde paa, at han er kommet til Byen kort efter Branden, har købt en af Brandtomterne og paataget sig Forpligtelsen til at bygge en Gaard.
I Efteraaret 1627, det var i Kejserkrigens Dage, oversvømmedes Jylland af fjendtlige Tropper, og i ½ Aar - indtil Maj - Juni 1629 - var Viborg besat af Wallensteinske Regimenter. Den øverstkommanderende, Grev Camillo Strozzi, boede i den Gaard i Sct. Matthias Gade, der tilhørte Sognepræsten ved Sortebrødre Kirke, Magister Peder Pedersen, og som nu optages af Ejendommene Nr. 86-88.
Grev Strozzi stillede store Krav til baade sin egen og sine Officerers Forsyning med Vin, og han førte direkte Tilsyn med den Beholdning heraf, der fandtes i Hans von der Hudes Kældere; han havde endog en Skildvagt med brændende Lunte staaende ved Nedgangen for at passe paa, at ingen uvedkommende hentede af den dyre Drik. Trods alle Forsigtighedsregler slap imidlertid det store Lager, der synes at have været paa mindst 700 Potter, hurtigt op, og det nyttede intet, at Kommandanten lod grave i Gaarden for om muligt at finde skjulte Reserver.
Borgmestrene, der var paa det rene med, at der vilde ske baade dem selv og det menige Borgerskab al Landsens Ulykker, om kejserlig Majestæts Øverste og hans Officerer skulde savne Vin til i de sene Aftentimer at holde Humøret oppe, besluttede da at sende Hans von der Hude til Randers efter en ny Forsyning.
De skrev derfor følgende Brev:
"Gud almægtige være nu og altid hos Eder og bevare Eder fra alt ondt, kære Rasmus Bendsen, gode Ven; vi kand Eder venlig ikke forholde, at vi haver affærdiget Brevviser, vores Medborger Hans van der Hude, efter noget Vin til vores Øverste her i Byen, som forskrevne Hans van der Hude tilforn hos Eder bestilt og kiøbt haver, hvorfor vi saa gierne beder Eder om, at I vil lade hand det blive følgagtigt; vi skal være Eder god for Pengene, at hvis forskrevne Hans van der Hude Eder derfor udlovet haver, at det efter Eders gode Nøje og Minde skal blive til Takke betalt, naar I det begiærer, kiære Rasmus Bendsøn. Vi troer Eder til, at hand endelig bekommer samme Vin, thi vi haver slagen vor Lid dertil; vi tiener Eder igien udi alle Maader vi kand og befaler Eder hermed Gud almægtig.
Actum Viborg den 11. November 1627.
Peder Sørensen (egen hånd) - Peder Ostenfeld, (egen hånd).
Købmanden drog til Randers og fik en halv Ahme (Ahme = 4 Ankere ? 160 Potter) Vin, som han betalte med 25 Slettedaler. I alt leverede han Vin til de kejserlige Officerer for omtrent 1400 Slettedaler.
Imidlertid gik Tiden, og Hans von der Hude blev ængstelig for sin Betaling; de kejserlige Officerer gav ham ingen Penge, de skrev paa de Kvitteringer, han fik, at Byen skulde betale, og da denne ikke gjorde Mine til at ville anerkende Vinhandlerens Krav, gik han til Grev Strozzi og bad ham tale med Borgmestrene om Sagen. Dette skete da hen paa Sommeren 1628; i den øverstkommanderendes Kvarter i Magister Peders Gaard mødte de to Borgmestre, Peder Sørensen og Peder Ostenfeld; den kejserlige Oberst befalede dem strængeligen at skaffe Hans von der Hudes Betaling for den Vin, Officererne havde faaet, men de to Raadsherrer svarede, at de havde ingen Penge; Grev Strozzi bemærkede hertil, at det var jo ikke Meningen, et de selv skulde udrede hele Summen, men den maatte, som det var Skik og Brug andre Steder, hvor han havde haft Kvarter, fordeles paa samtlige Byens Borgere.
Nogen Tid senere blev der paalagt Indvaanerne i Viborg en Krigsskat, der skulde betales i ugentlige Afdrag; Hans von der Hude ydede i Begyndelsen sit Bidrag ligesom de andre Borgere, men ogsaa med Hensyn til klingende Mønt slap hans Beholdning op, og han kunde ikke betale; det endte med, at han af Regimentsprofossen blev hentet og sat i Arrest, og den senere Raadmand Just Boumand maatte gaa i Borgen for ham, saa at han igen kunde komme paa fri Fod.
Da Freden var sluttet, og Fjenderne var dragne af Landet, var Hans von der Hude en fattig Mand, og han saa nu ingen anden Udvej end at søge Rettens Hjælp til at faa sine Penge. Den 13. December 1630 kom Sagen for Viborg Byting, der midlertidigt blev beklædt af Villads Pedersen Kræmmer, og han dømte, at Øvrigheden ganske vist overfor Rasmus Bendsen i Randers havde borget for Pengene, men Hans von der Hude havde jo i November 1627 selv betalt den modtagne Vin, saa nu havde Borgmestre og Raad ingen Forpligtelse; ydermere var der i Fjendernes Tid stillet saa store Krav til Borgernes Ydeevne, at de nu ikke kunde betale.
Ved denne Domsafsigelse var der imidlertid begaaet en formel Fejl, og Landstinget, der i Begyndelsen af det nye Aar fik Sagen til Behandling, skyndte sig derfor med at sende den tilbage til fornyet retslig Afgørelse.
Den 28. marts 1631 kom Underretten til det Resultat, at Magistraten hæftede for den Vin, de kejserlige Officerer havde drukket, og Byen skulde derfor yde Hans von der Hude fuld Erstatning.
Sagen kom saa igen for Landstinget, men inden den naaede at blive behandlet, kom der et kongeligt Brev af 20. November 1631, hvorved Borgerne tilpligtedes at godtgøre Hans von der Hude hans Udlæg til den omhandlede Vin, i alt 598 Dlr. in specie; Lensmanden paa Hald, Knud Gyldenstierne, skulde tilholde Borgmestre, Raad og menige Borgere enten at betale Pengene eller ogsaa inden en vis Frist indstævne Bytingets Dom paa tilbørlige Steder. Den 24. Marts 1632 afsagde Landstinget Dom i Sagen; Landsdommerne frifandt, idet de støttede sig til de samme Bemærkninger, som Villads Kræmmer havde fremsat, Byen for at betale - medmindre kongelig Majestæt og Danmarks Riges Raad naadigst skulde træffe anden Bestemmelse om den Tynge, den ene Undersaat under den fjendtlige Indkvartering havde udstaaet mere end den anden.
Fra Landstinget gik Sagen til Herredagen, og denne frifandt ved Dom af 29. Maj 1632 Magistraten og stadfæstede Landstingets Afgørelse, ?efterdi Hans van der Hude beviser, at Borgmestre og Raad eller Menigheden i Viborg sig haver tilforpligtet hannem sin Vin at betale, Officerernes udgivne Sedler, foruden andet Bevis, dennem ikke saa vidt kunde forpligte?.4)
Var Hans von der Hude end ved Krigen blevet i nogen Grad forarmet, vedblev han dog stadig at høre til Byens Stormænd, og Velstanden holdt igen sit Indtog i hans Hjem; han nævnes i 1630-34 som Værge for Graabrødre Kirke, og da Borgerskabet i Jylland i 1638 skulde erklære sig om Udskrivning af en Skat, som kun de mest velhavende skulde betale, var han sammen med Borgmester Peder Sørensen Underskriver for Viborg By. Han ejede foruden Gaarden i Nytorvgyde en Ejendom paa det nordlige Hjørne af Garnmeltorv og Sct. Mogens Gade, en Del af Haandværkerforeningens nuværende Grund, og i 1634 lejede han et Halvtagshus ved Domkirken; maaske oprettede han her et Udskænkningssted, hvor tørstige Kirkegæster kunde læske deres Gane.5)
I gamle Dage laa der i Domkirken en Sten med følgende Indskrift:
"Hans von der Hude, Borger i Viborg, kiøbte dette Leiersted for sig, sine Hustruer og Børn anno 1622. 27. December. K. P. D. H. V. D. H. A. H. D. P."
Graven indeholdt næppe mere end Hans von der Hude selv og hans to første Hustruer, til hvem det første og det tredie Sæt Bogstaver sikkert henviser; deres Navne kendes imidlertid ikke. Mulig ligger ogsaa Sønnen Herman her; Helvig Hansdatters Grav maa søges i eller ved Sortebrødre Kirke.6)
|
Skeel, Schaffalitzky og Ahlefeldt
Dansk
Skønnet 1580 - eft. 1634 (55 år)
- †
