| Notater |
- Ungarsk krigsminister, k. k. feltmarskalløjtnant.
- Johann Wagner blev født den 19. april 1815 i Klocoć i Szluiner Grenz-Regiments regimentsdistrikt som søn af en officer og blev optaget på Militærakademiet i Wiener-Neustadt den 12. oktober 1826. Efter sin eksamen fra akademiet blev han udnævnt til Fähnrich i infanteriregiment Erzherzog Karl Ferdinand nummer 51 den 17. oktober 1834 og udnævnt til løjtnant i samme regiment den 1. november 1838. Han blev tilknyttet generalkvartermesterstaben til Feltmarskal Radetzkys stab i 1840 og blev forfremmet til oberstløjtnant den 12. juni 1846 og til kaptajnløjtnant den 3. juni 1848 i infanteriregiment Graf Gyulai nummer 33.
Under felttoget i Italien i 1848 var han brigadestabsofficer i generalmajor Eduard Graf Clam-Gallas' brigade og deltog i gadekampene i Milano, slagene ved Santa Lucia, Curtatone og Montanara samt erobringen af Vicenza. Han deltog i yderligere kamphandlinger ved Sona, Sommacampagna og Custozza. For sin indsats i 1848 blev han tildelt Ridderkorset af Leopoldordenen og forfremmet til Hauptmann i generalstabskorpset. Med genoptagelsen af fjendtlighederne i Italien det følgende år blev han oprindeligt udpeget som stabschef for feltmarskalløjtnant Ludwig Freiherr von Wohlgemuths division og vendte derefter tilbage til feltmarskalløjtnant Graf Clam fra juni til oktober som stabschef for Siebenbürgerkorpset, hvor han deltog i aktionerne mod de oprørske ungarske styrker ved Szemeria og ved Nyerges-passet. Han fik en fremskyndet forfremmelse til major den 30. august 1849 og blev tildelt Militærfortjenstkorset og Den Russiske Sankt Vladimir-Orden af 4. klasse.
Forfremmet til Oberstløjtnant den 18. juli 1853 og til Oberst den 27. marts 1857, startede han krigen i Italien i 1859, først som vicestabschef for 1. armé og derefter udnævnt til stabschef for 11. armékorps. Han udmærkede sig i slaget ved Solferino, og som følge heraf blev han tildelt Jernkroneordenen af 3. klasse, som offentliggjort i hærordre nummer 44 dateret 15. august 1859. Han blev ophøjet til østrigsk adel i 1861 og tog titlen "Ritter von", og i mellemtiden var han blevet udnævnt til leder af det militærhistoriske bureau i Wien. Han blev udnævnt til stabschef for den kroatiske hær, grev Jellačić, i Agram den 11. oktober 1862, efterfulgt af sin udnævnelse til brigadegeneral i Carlstadt den 13. november samme år. Han blev forfremmet til generalmajor den 29. oktober 1863 og blev tildelt Wetzlar-divisionen i Istrien under felttoget i 1866, og efter fjendtlighedernes ophør blev han udnævnt til brigadegeneral i Semlin den 6. september 1866, efterfulgt af sin forfremmelse til feltmarskal-løjtnant den 1. august 1868 og en ny udnævnelse til guvernør og militærkommandør i Dalmatien samt kommandør for den 18. infanteridivision. Under oprøret i Dalmatien anmodede han om sin egen afløsning, og efter at have overdraget kommandoen til generalmajor Gottfried Graf Auersperg den 7. november 1869 tiltrådte han sin nye stilling som kommanderende general for den 10. infanteridivision den 25. december 1869.
Kort efter, den 1. februar 1870, blev han udnævnt til forsvarsminister for den østrigske halvdel af dobbeltmonarkiet, men efter Giskra-administrationens fald i april 1870 bad han igen om sin egen afløsning, og dette blev bevilget ved en kejserlig resolution dateret 12. april 1870. Efter oprindeligt at være blevet stillet til rådighed, trak han sig definitivt tilbage i november 1870. Han blev tildelt den kejserlige osmanniske Medschidie-orden den 2. april 1870 og trak sig tilbage til Samobor i Kroatien, hvor han døde i 1894.
|