Fortællinger

Det fremgår af den del af håndskriftet, Liber Census Daniae (Kong Valdemars Jordebog), der kaldes “den store Estlandliste”, og som opregner besiddelserne i det da danske hertugdømme Estland, at en “dominus Saxo” var den største jordbesidder efter kongen. Man må forestille sig, at hr. Saxe ligesom andre godsejere i det danske hertugdømme har betragtet deres store landområder som arvelige len efter sædvanlige tyske lensregler. Dette i modsætning til Danmark, hvor arvelige len, når bortses fra kongehusets slægtninge, ikke forekom. Denne forskel kunne selvfølgelig medføre juridiske - men også loyalitetsmæssige konflikter, hvilket man da også fra dansk side var opmærksom på, for Kong Christoffer I tilstod allerede i 1252 vasallerne i Estland den arvelige tyske lensret til deres ejendom.
 Den store Estlandliste formodes udfærdiget i året 1241. Ved Stensbyforliget den 7. juni 1238 sluttede kong Valdemar Sejr en overenskomst med Den Tyske Orden om regionerne Wierland, Harrien og Jerwen, som paven havde tildømt ham. (se kortet s. 235) Kongen afstod fra magtanvendelse mod at ordenen overlod ham disse områder “og særligt borgen Reval”. Til gengæld gav kongen ordenen Jerwen som sjælegave; men den skulle undlade at befæste området, med mindre, den fik kongens tilladelse. Fremtidige korstog skulle endvidere ske i fællesskab, og kongen skulle have 2/3 af det erobrede land, ordenen de resterende 1/3. Man må regne med, at Saxe herefter sammen med andre danskere er ankommet til hertugdømmet.
 Den 21. september 1241 beordrede kong Erik Plovpenning en Stig Aagesen, der betegnes som gælker (præfectus) på borgen Reval til at afgive jord til bispen i Reval uden protester (“absque mora et contradictione”). Dette gods var af kong Valdemar Sejr givet til bisp Thorkild “i medgift”, da han udnævnte bispen i 1240.
 Gavebrevet blev bekræftet af sønnen Erik Plovpenning den 11. september 1241, hvor man endvidere får den interessante oplysning, at Thorkild tidligere havde været præst i Ribe. Bisp Thorkild er ifølge Paul Johansen formentlig den person, der har ladet Estlandslisten udfærdige netop med henblik på udvidelse af bispestolens jordegods, hvilket medførte skrivelsen til høvedsmanden om at afgive godset til Thorkild. Stig må være en skrivefejl for Saxe, og denne må forståeligt nok have været lidet indstillet på at aflevere noget af sit gods til bisp Thorkild.
 Kongens vasaller og lensmænd i Estland skulle betale bispen i Reval en tiendedel af tienderne (decima decimarum) af deres undersåtter, hvilket åbenbart ikke har været populært, for kong Valdemar og Erik Plovpenning indskærpede dette i to breve i 1240. Det pointeres i dem begge, at det også gælder for gælkeren, uden at dennes navn oplyses.
1248 stadfæstedede Erik Plovpenning i Vordingborg, med hr Saxe Aagesen som vidne, Revals privilegier fra kong Valdemar Sejrs tid, herunder toldfrihed, og overlod byen de samme rettigheder som Lybæk. Saxe Aagesen, der utvivlsomt må være den samme som Estlandslistens “dominus Saxo”, besegler her med et signet indeholdende et skjold med en rankebelagt bjælke, et heraldisk våben, der er blevet kendt som Vinranke-Munkernes. Det er første gang dette våben optræder i dansk heraldik. Seglets omskrift er: CLIPEUSSAXONIS-FILIL AGONIS †.
I Nyborg 1251 beseglede Saxe sammen med kong Abel dennes bekræftelse af faderens forlig med Den Tyske Orden (Stensbyforliget) og gav samtidig afkald på et dansk krav på Øsel og Wieck overfor bisp Herman.1254 sluttede den ovenfor nævnte bisp Thorkild i Reval en overenskomst med klosteret i Dünamünde efter en voldgiftsafgørelse angående en mølle i Sakentake, og hr Saxe, høvedsmand i Reval var formand for voldgiftsmændene. 1257 fremlagde “Saxo, capitanei regii et judicis Revaliæ” et forlig om fiskeretten mellem klosteret i Dünamünde og to lokale adelsmænd, og fastsatte grænsen mellem landsbyerne Padis og Atten. I dette brev optræder en Jens,”hr Saxes måg”, som vidne. Denne Jens er utvivlsomt den samme som den Johannes Bille, der samme år kaldes Saxe Aagesens svigersøn. Johannes Bille pantsatte 1298 godset Pergel til klosteret St. Michaelis i Reval. Pergel tilhørte i følge Estlandslisten i 1241 dominus Saxo, så det må have været Johannes Billes hustrus arvegods.
 Saxe forsikrede 1257 Lybæk om Revals venskab i forbindelse med deres klager over overgreb mod dem begået i Novgorod. Reval var da transithavn på den yderst vigtige skibsrute til det russiske marked, der havde sin handelsstation i Novgorod. 1259 kalder Saxe sig “capitaneus in Reval, advocatus og consules omnesque sum Castro ipsum”. Men senere samme år er en hr. Jakob Ramesen høvedsmand i Reval og 1262 en Herbert. Saxe Aagesen må således have beklædt stillingen som høvedsmand i Estland på borgen i Reval i tidsrummet fra omkring 1241-1259.
 Paul Johansen anså Saxe Aagesen for at stamme fra Arhus. Denne slutning er han kommet frem til ud fra to breve, der dengang han skrev sit værk forelå trykt i Regesta. I en arvesag vedrørende Saxes sønner kaldes en Ingeborg, som besidder gods omkring Arhus i Regesta, for Saxes sønners moder, hvilket er fejlagtigt, da brevet har materterne (moster) i stedet for materne (moder). Desuden kaldes hans søn i et andet brev ligeledes i Regesta for “Agho Saxisun Randrus”. Dette brev vedrørende sønnen Aage er imidlertid udstedt i Randers, men det udsiger intet om, at sønnen Peder kom fra Randers.
 Skal man endeligt angive et område, hvorfra Saxe sandsynligvis kom, må man søge dette sted nord for Limfjorden, i Vendsyssel eller nærmere i Hanherred, hvor hans efterslægt gennem de 200 år, slægten eksisterede, besad arvegods og i hvert fald i et tilfælde vides at have beklædt det højeste civile embede. Saxes fader Aage kunne meget vel være den Aghi, der nævnes som én af brødrene i kong Valdemars Jordebogs broderliste under Vendsyssel. Med hensyn til det latinske Agho - Aghi så oversættes navnet med vaklende konsekvens i Diplomatarium Danicum og Danmark Riges Breve - Ove og Aage, idet man dog hælder mest til Ove! - Men Danmarks gamle personnavne oplyser, at navnet Ove først optræder fra omkring 1400 overvejende på jysk grund og må antages for en dialektal udvikling af Aghi - Aage. Der er derfor næppe grund til at tro andet end, at Saxo Agonis i Danmark har lydt navnet Saxe Aagesen.