Skeel-Holbek. Find navne i Danmarks Adels Aarbog

Velkommen - Willkommen - Welcome

Vallø Slot, postkort fra Køge
På dette website forskes der i dansk adel med udgangspunkt i familierne Skeel, Schaffalitzky de Muckadell og Ahlefeldt-Laurvig. Fra uradel til grever, baroner, våbenbrevsslægter og naturaliserede slægter.
Hovedkilden i projekt er Danmarks Adels Aarbogs stamtavler. Indtil videre er 210 slægter indtastet komplet.
Gå til adelsårbogens register opdelt alfabetisk A - Z med direkte links:
A B C D E F G H I-J K L M N O P-Q R S T U V W Z Index Årgange

Kort om Danmaks Adels Aarbog - DAA

DAA udkom første gang i 1884 under arkivar Anders Thisets ledelse. Den ældste serie 1884-1918 var i lommebogsstørrelse og indeholdt mange fejl. Thiset var dog klar over at der skulle være plads til forbedring, og allerede i 1884 på side 363-364 ses de første to siders rettelser og tilføjelser. Med tiden voksede formatet og fejlprocenten faldt. Den nuværende læsevenlige størrelse blev indført med DAA 2000-02. Rettelserne i de nyeste årgange er udarbejdet af faguddannede historikere.
DAA skal således ses i sammenhæng. Nye oplysninger kan når som helst underkende ældre stamtavler, og alle årgange er en del af den kontinuerlige opdatering af det samlede værk.

Adel

Adelen består af de ægtefødte efterkommere i mandslinjen af den afgrænsede samfundsgruppe, som før 1660 besad afgørende rettigheder, og som før og navnlig siden er blevet suppleret med adlede slægter. En adelig person i dagens Danmark eller Norge er altså kendetegnet ved at være en ægteskabeligt født søn eller datter af en adelig far. Når adel arves gennem faderen, er det fordi det følger slægten. Til adelen hører også ikke-adeligt fødte kvinder, som er gift med adelige mænd, samt nogle få tidligere kongelige personer, som er blevet adelige. Praktisk talt består adelen i Danmark og Norge af medlemmerne af de slægter, der står anført i Danmarks Adels Aarbog.
Adelens egentlige privilegier - skattefrihed, politisk indflydelse gennem Rigsrådet, eneret til statens højeste embeder, eneret til godserne (hovedgårdene) - blev frataget adelen i 1660. Dog bestod visse regler for godsejerne, som også kunne være borgerlige, og nogle få retlige særregler indtil 1849. Fra 1671 til 1920’erne havde alene besidderne af omkring 80 meget store klausulbelagte godser eller arvelige stiftelser (grevskaber, baronier, stamhuse) visse særrettigheder. I dag er det kun nogle få procent af Danmarks adelige, som er godsejere, men de er de mest synlige, da deres livsform må betragtes som en videreførelse af den gamle adels levemåde. Det store flertal af adelige lever som alle andre danskere.

Uradel

Vor viden om uradelen i Danmark er vigtig for forståelsen af adelsbegrebet og adelens oprindelse - selvom oprindelsen synes at ligge længere tilbage i tiden, end vor viden rækker. Ordet ’uradel’ er et praktisk begreb af nyere dato. Uradelen består af slægter, som, så længe de har været kendt, har tilhørt stormandsklassen; deres oprindelse fortaber sig i forhistorisk tid. Det er tænkeligt, at visse uradelsslægter nedstammer fra jernalderens høvdinge- og stormandsætter. Arkæologer har fastslået, at der i Danmark allerede i bronzealderen (1800-500 f. v. t. ) har været en markant høvdingeklasse. Det store antal gravhøje med overdådige guldfund, f. eks. ved Gudme på Fyn, tyder på en meget velstående overklasse, som næppe var mulig uden nedarvet akkumulering af kapital og muligvis arvelige indtægtskilder eller embeder. At der i jernalderen (500 f. v. t. til 793) eksisterede slægter af høj byrd bevidnes af talrige overleveringer.
Den ældre Edda’s ætiologiske Rigsthula-kvad er tilmed en myte om stændersamfundets guddommelige oprindelse; kvadet fortæller om de tre stænder ’jarlar, karlar, tralar’. Dette, at ordet ’jarl’ betegner en stand, snarere end et embede, som i Danmark og Sverige i vikingetiden, tyder netop på, at kvadets oprindelse er betydeligt tidligere end vikingetiden, som antages at begynde år 793 e. Kr. En lignende opdeling af samfundet i ’nobiles et liberi et servi’ (adelige, frie mænd og tjenere) kendes fra bl. a. Sachsen og Bayeren, men var muligvis allerede opridset af Tacitus (ca. 56-117) i Germania. Den stands- og slægtsfølelse, som prægede jernalderen, synes uformindsket i vikingetiden (793-1050). Slægten var grundstenen i vikingetidens samfund.
I vikingetiden kan de første arvelige positioner dokumenteres. Fra runesten kendes bl. a. betegnelserne ”thegn”, ”landmand” og ”bomand”, der alle kaldes velbyrdige, af høj stand, og som formentlig har været jordbesiddere og for så vidt muligvis i en nedarvet position. Landmand kan være beslægtet med den norske ”lendmann”, en slags lensmand, som fra 1277 blev kaldt baron - men afskaffet kort efter.

Det kan ingenlunde udelukkes at de mest levedygtige ’storætter’ fra jernalder og vikingetid er fortsat ind i historisk tid i form af vore ældste højadelsslægter, f. eks. de Hvider (uddøde), Biller, Juuler, Troller og Vinder. Dog var slægtsbegrebet lidt løsere i vikingetid og ældre middelalder, idet man somme tider accepterede, at linjen gik over spindesiden (jvf. kong Svend Estridsen, ca. 1019-1074, eller stormanden Peder Bodilsen, død ca. 1142), ligesom man ofte så stort på uægteskabelige fødsler.
Den ældst dokumenterede ’storæt’ i Danmark, bortset fra kongeslægten, er Hvide-slægten. Det var en slægt af yderst aristokratisk karakter; herpå tyder ikke blot slægtens tidlige embeder og ægteskaber, men også udgravningerne af deres gård ved Tissø, som afslører et vikingetidsanlæg af fyrstelige dimensioner.
Tokes søn, Skjalm Hvide (f. i første halvdel af 1000-tallet, d. efter 1102) havde meget store jordbesiddelser omkring Sorø og Slangerup og var foged eller jarl over Rygen og Sjælland; Sønnen Asser Rig (ca. 1080-1148) stiftede Sorø Kloster og var far til hærføreren og ærkebiskoppen Absalon (1128-1201) og fosterfar til Valdemar den Store (1131-1182). Absalon nævnes på en runesten, som står ved Nørre Åsum kirke i Skåne. Slægterne Bille og Bielke nedstammer formentlig fra Hviderne, omend Billerne på spindesiden. Bielkerne fører samme våben som Hviderne, mens Billevåbenet kan være en differentiering af Hvidevåbenet. Hirden kendes fra vikingetiden; det var en konges livgarde og hof. Skønt formentlig ikke egentlig arvelig, nævnes hirden ofte som grundlag for en elitær gruppering eller stand. I 1000-tallet eller i 1100-tallet opstår en særlig, arvelig position, ’styresmanden’. I krig skulle hver styresmand stille med et ledingsskib (krigsskib) fuldt bemandet med ledingsbønderne fra det tilhørende ’skipæn’, et distrikt under styresmandens ledelse. Styresmændene skulle ikke kun styre skib og skipæn; når flåden havde nået sit mål, skulle de kæmpe på land fra hest; derfor skulle de være veludrustede og stille med en hest. Ordningen var en del af centralmagtens ledingssystem, hvorfor styresmanden var kongens repræsentant og ikke underlagt den lokale stormand.

De slægter, som historien åbenbarer i løbet af 1200-tallet og i de efterfølgende århundreder, er af eftertiden kaldt uradelen. De var ’Væbnere’, altså mænd med ret til at bære våben og pligt til at gå i krig. Udmærkede de sig i kamp, kunne de opnå at blive slået til riddere. De havde 'frihed og frelse’ i modsætning til de ufri, og kan beskrives som en kaste.
Med kong Erik af Pommern (1382-1459) begyndte kongerne i det små ved adling at føre udenforstående ind i den lukkede adelsstand, f. eks. Harbou, adlet 1440. Men i Christian II’s håndfæstning i 1513, blev det fastslået, at rigsrådet skulle godkende kongens adlinger. Senere gjaldt det også naturalisationer af udenlandske adelige. Dog kunne kongerne fortsat frit adle ufri, som havde udvist stor tapperhed i krig.
Nogle historikere fremhæver at slægter, som ikke kendes før år 1400, næppe kan tilhøre uradelen, og at grænsen derfor bør trækkes ved dette årstal. Der er i hvert fald ikke tvivl om, at hvis slægten er adlet, f. eks. Harbou i 1440, tilhører den ikke uradelen. I løbet af middelalderen havde adelen udskilt sig i en overordentlig magtfuld højadel og en lavadel. Mens folk, som Erik Ottesen (Rosenkrantz) var hovedrige, var flere hundrede lavadelige slægter ved denne tid uddøde eller sunket ned i ufri stand. Omkring år 1500 bestod adelen af ca. 0,25 procent af befolkningen, men den ejede 40 procent af landbrugsjorden. Adelen opnåede gennem de håndfæstninger, eller løfter, som den tog af kongerne, før den valgte dem, et omfattende sæt af privilegier, som den først mistede ved enevældens indførelse i 1660, og som betød at Danmarks adel formentlig var Europas mest privilegerede adel.

Endnu blomstrer følgende uradelsslægter og andre adelsslægter, hvis oprindelse fortaber sig i middelalderens mørke (parentes angiver at slægten alene lever i det angivne land):
Danske: Arenfeldt, Beck (Beck-Friis Sverige), Bielke (Tyskland), Bildt (Sverige), Bille (Bille-Brahe), Brockenhuus, Deden, Grubbe (Grube Tyskland), Gyldenstierne (Gyllenstierna af Lundholm Sverige), Holck, Huitfeldt (Norge), luel (Juel), Juul, Krabbe, Kaas, Ribbing (Sverige), Rosenkrantz, Sehested, Skeel (Scheel), Thott (Sverige), Trolle (Sverige), Vind.
Norsk: Galtung, Sudreimsætten (Sverige, som Roos af Hjelmsäter).

Slægtsnavn

1526 påbød kong Frederik I (1471-1533) adelen i hans riger at antage faste slægtsnavne. Mens man i Tyskland i århundreder havde ført navn efter slægtens oprindelige stamborg, syntes denne mulighed forpasset i Norden. Her valgte man typisk at tage navn fra noget andet af stor symbolsk betydning for slægten, nemlig våbenskjoldet. Således opstod navne, som Gyldenstierne, Huitfeldt, Rosenkrantz, Ulfstand, Rud. I Sverige antog den slægt, som førte et våben, der var vandret delt af guld og blå, navnet Natt och Dag; det hedder den stadig. Der var dog en del slægter, som allerede tidligere havde antaget fast navn uden henvisning til våbenet, f. eks. Juel, Bille, Skeel, Krabbe, hvorfor man i disses våbener må lede forgæves efter relaterende symboler.
Citater frit efter: "Adel i vor tid : en praktisk guide ..." af Henrik greve Holstein (2016).

Anetavlen: Holbek og Bruun

Databasen på denne hjemmeside blev oprettet i november 2005 som et traditionelt stamtræ med Hans Santasilia Holbek og Elsebet Bruun som probander.
Elsebets far døde allerede da hun var 9 år gammel, og moderen måtte tage arbejde. I årene efter opholdt Elsebet sig i længere perioder hos mostrene Anna og Louise baronesser Schaffalitzky de Muckadell, der var stiftsfrøkener på Vallø slot.
Engang i 1920'erne var Hans på spejderlejr i Vallø. Ved den lejlighed mødtes de unge mennesker, og det udviklede sig hurtigt til en "stormende forelskelse".
De blev gift 1927 og fik siden 10 børn, som alle har bidraget til en talrig efterslægt.

Elsebet Bruun Elsebet Bruun Hun blev født på Birkelse i 1905 som datter af forvalter Valdemar Bruun på Lindenborg og Betzy baronesse Schaffalitzky de Muckadell (S.d.M.). Ægteparret var næstsøskendebørn igennem de fælles oldeforældre, stamhusbesidder Sophus Peter Frederik Skeel til Birkelse og Amalie Hedevig født komtesse Trampe. Der er over 20.000 registrerede personer på Elsebet Bruuns anetavle.
Eksempler på linjer:
Bruun - Skeel - Schaffalitzky - Ahlefeldt-Laurvig - Levetzau - Urne - Poulson - Reedtz - Reventlow - Stockfleth.

Hans Santasilia Holbek Hans Santasilia Holbek Han var søn af grosser og dansk konsul i Cadiz, Gert Holbek, - af slægten Holbek fra Kerteminde, og Teresa Maria Feodora Santasilia dei Marchesi (kaldet Nonina). Hun nedstammede fra en oprindelig spansk adelsslægt, hvis første mand i Italien, Andrea de Santacilia, var født 1674 i Madrid. Han kom til Napoli 1710, hvor han fik titel af Marchese ved dekret af Østrigs kejser i 1731.
Eksempler på linjer:
Holbek - Santasilia - Andreu-Ballester -Biskop Frederik Clausen Plum - Resen-Steenstrup - Hans Munk - Surbech-Fleischer - Peter Motzfeldt - Clemens Sørensen 'den ældre'.

Berømte aner

Admiral Niels Juel Niels Juel til Valdemars Slot Admiral, søhelt, kendt fra slaget i Køge Bugt. Var af slægten Juel med Stjerne i våbnet. Admiralens anetavle er et studie i uradelige familier: Sehested - Ulfstand - Skram - Bille - Rosenkrantz - Podebusk - Gyldenstierne.

Frederik greve von Ahlefeldt Frederik greve von Ahlefeldt Storkansler til Langeland og Rixingen, blå ridder. 1663 statholder i Slesvig og Holsten. Hans aner stammede fra samme egn, og han var bl.a. efterkommer af feltherre og marskal Johan von Rantzau af Breitenburg.

Ulrich Frederik Gyldenløve Ulrik Frederik Gyldenløve Statholder i Norge. Uægte, men anerkendt, søn af Frederik III. konge af Danmark og Norge. Med Gyldenløve kommer de europæsiske fyrstehuse og kongefamilier med på stamtavlen.

Kendte navne, relationer, noter

 Efterkommere af:
 Skjalm Hvide  - Gorm den Gamle  - Sankt Knud Lavard  - Charlemagne  - Rollo  - Geoffrey V Plantagenet  - Christian IV. - Peder Pedersen, herredsfoged i Framlev
 Relationer til berømte slægtninge:
 Peder Wessel Tordenskiold  - Johannes Brahms  - Edvard Grieg  - Jens Stoltenberg  - Max Brüel  - Jorge Juan y Santacilia  - Claus von Amsberg - Karen Hansen, fra Vindbyholt

 Databasen indeholder pr. februar 2020 over 96.000 personer: Læs mere om denne hjemmeside
 Viggo Poul Dorph Holbeks 5 generationer aner
 Finn Holbeks aneliste 12 generationer



Til Toppen

Søg

Fornavn
Efternavn
Broad search

Skift Sprog Sprache wechseln Change language


Skeel våbenskjold (coat of arms)
Skeel-slægtens våbenskjold.


Svanerne - Slægten Skeel
Mere om slægten Skeel.


Adel i vor tid
Adel i vor tid


Familien Holbek anno 1894.
Familien Holbek 1894.


Biskop Absalon Hvide
Biskop Absalon Hvide


Webmasters Noter
Webmasters skrivebord.






Støt driften af hjemmesiden.
Alle bidrag modtages med tak.