- VENDELBO - Nyt lys på en uddød middelalderlig højaristokratisk slægt.
af Anders Bøgh
I middelalderen var der, som i dag, mange, der bar tilnavnet Vendelbo. Betydningen var og er den samme, nemlig at man hører hjemme i Vendsyssel eller stammer derfra. Og så har nogen faet hæftet den betegnelse på sig, som så har hængt ved, uanset hvor man boede. I dag kan folk hedde Vendelbo til efternavn eller mellemnavn. Men i modsætning til den indvandrede tyske adel var det i det mindste mere end usædvanligt, hvis en dansk adelsslægt i middelalderen bar det, der i dag forstås ved et efternavn. Det ændrede sig med en kongelig forordning i 1526 om, at adelen skulle tage faste slægtsnavne. Indtil da var tilnavne fortrinsvis noget, der gik i arv, når man blev opkaldt, oftest efter én af sine umiddelbare forfædre.
Når der skal efterspores Vendelbo’er til denne artikel, må der grundlæggende fokuseres på middelalderens faste slægtsmarkør, våbenskjoldet. Den her aktuelle Vendelbo-slægt førte det, der kan kaldes et neger- eller morianhoved i sit skjold. Problemet er så, at der er masser af adelige fra middelalderen, der ikke har efterladt et segl med slægtens våben. Seglene havde det med at falde af dokumenter, efterhånden som tidens tand gnavede, og en masse dokumenter fra middelalderen kendes i vore dage kun via afskrifter, hvor seglene naturligvis ikke er kommet med, samt via såkaldte arkivregistraturer, hvoraf de fleste er blevet til ved, at man fra centraladministrationen i København sendte folk ud for at registrere i meget kortfattede indholdsangivelser, hvad der befandt sig i 'decentrale' arkiver. Disse sidste er siden stort set gået tabt, og i dag findes kun indholdsregistrene bevaret som naturligvis ikke indbefatter segl. Men det kunne så paradoksalt tage sig ud, som om vi kender for mange personer, der beseglede med bemeldte 'negerhoved'. I dansk heraldik regner man i dag med, at der fandtes syv slægter, der førte dette våbenmærke - eller varianter af det. Det antages så ofte, at sådant skyldes, at de på for os ukendt vis har en fælles oprindelse, men intet forhindrede jo, at flere uafhængigt af hinanden kunne finde på at sætte det samme motiv på sit skjold. Det her aktuelle våbenmærke kan forekomme eksotisk, men det var det ikke i en middelalderlig sammenhæng, som det vil fremgå nedenfor. Den her aktuelle Vendelbo-slægt rummede et par af landets absolut førende politikere i 1300-tallet, far og søn. Derom kan der ikke herske tvivl, fordi deres navne og af og til også segl forekommer i en mængde 'storpolitiske' dokumenter, der giver os en ret klar forestilling om deres rolle, men når det kommer til deres mere private liv og deres slægtninge, er materialet som oftest yderst tyndt, som det gælder for så megen jysk adel før ca. år 1400. Groft generaliseret kan man sige, at jo længere vestpå i Danmark man kommer, jo mindre middelalderligt kildemateriale har tidens tand efterladt. Denne Vendelbo-slægt uddøde i mandslinjen tidligst i 1404, men formentlig først efter 1421 med en Jens Vendelbo. Han havde en kusine, Ingeborg Kristiansdatter, som også tilhørte slægten, og som omtales sidste gang i 1459. Alt sammen bidrager det til, at det følgende ikke kan blive nogen længere historie. Men de omtalte forhold fører så også til en del usikkerhed om, hvem der skal tages med, og hvem der ikke skal regnes med til slægten.
Det er ikke første gang, at slægten behandles i årbogen. Den foregående stamtavle blev bragt i DAA 1935 og er forfattet af den daværende redaktør, dr.phil. Louis Bobé. Det kan med ganske stor sikkerhed siges, at der deri forekommer for mange medlemmer af slægten. Senere forskning har vist, at nogle tilhørte andre slægter, og i visse tilfælde er det simpelthen ikke muligt at se, hvilke kriterier der er brugt ved indplacering af personer i slægten. Dertil kommer, at det middelalderlige dokumentmateriale i dag findes trykt og udgivet i et langt større omfang, end tilfældet var i 1935, hvorfor man via personregistre i dag kan skaffe sig et langt bedre overblik over materialet, end man kunne dengang. Retfærdigvis skal det dog siges, at Louis Bobé ikke lagde skjul på sin usikkerhed. Han havde dog ikke behøvet at fremsætte den "Antagelse", at drosten herr Peder Vendelbo i sit andet ægteskab var fader til herr Kristian Vendelbo. I det delvise skifte efter herr Peder 23. marts 1347 står der, at den da umyndige Peder Pedersen Vendelbo havde fire (givetvis meget unge) "fratribus meis couterinis". Dette betyder brødre med/af samme mor, skønt det i Danmarks Riges Breve er oversat til "halvbrødre". Da herr Kristian arvede Skjern Gods, som disse fem brødre ifølge skiftet skulle arve, kan der ikke være tvivl om slægtskabsforholdene. Der kan så heller ikke være tvivl om, at herr Peder var gift to gange.
Louis Bobé inddelte slægten i to linjer: en, som førte tilnavnet Vendelbo og for væsentlige personer lod sig belægge med de 'rigtige' segl. En anden, som ikke førte tilnavnet, og hvor kun én persons segl er bevaret. Udover at en række personer i linje II har vist sig at tilhøre en anden slægt, er det med nogen tøven valgt at bevare denne opdeling. Vi kender tre generationer, hvis sammenhæng demonstreres af deres tydelige tilknytning til øen Fur i Limfjorden samt deres såkaldte patronymika/'sennavne' afledt af faders fornavn, og en enkelt undervejs, som fører et bevaret Vendelbo-segl. Denne linje har nedenfor fået betegnelsen Vendelbo [af Fur].
Den første person, der med nogen sandsynlighed kan knyttes til slægten, er en ridder ved navn Peder Vendelbo, som optræder i et dokument fra 1272 - uden bevaret segl. Her bevidner han en transaktion, som netop vedrører gods på øen Fur, hvilket indicerer, at han havde (gods)interesser her. Men den i 1935 konstruerede forbindelse mellem ham og 'Fur-Vendelboerne' lader sig ikke opretholde. At denne Peder Vendelbo interesserer sig for Fur, er et ikke særlig stærkt indicium for, at deres ubestridelige 'Vendelbo-segl' skyldes, at de tilhørte samme slægt, hvortil så kommer, at i hvert fald én af dem optræder på en måde, der klart indicerer en forbindelse til den straks nedenfor nævnte Peder Vendelbo. Det første sikre medlem af Fur-linjen hed Mikkel Ovesen. Hvis der kunne findes en person i bevaret materiale, der bærer navnet Ove eller Åge Pedersen og optræder i en kontekst, der indicerer en forbindelse til den øvrige slægt, kunne vi måske finde "the missing link", men ingen af de godt otte omtaler af personer af dette navn i kildemateriale fra den relevante periode byder sig til i så henseende. Så i modsætning til Louis Bobé er nærværende forfatter ikke i stand til, ikke engang hypotetisk, at foreslå en forbindelse mellem de to linjer.
Det første ubestrideligt sikre medlem af slægten hedder (også) Peder Vendelbo. Han kan have været søn af den i det foregående nævnte ridder, hvilket indiceres af, at Peder Vendelbo valgte at kalde sin ældste søn for Peder Vendelbo, altså opkalde ham efter farfar. Som Peder Vendelbos bror er så med spørgsmålstegn anbragt Sakse Pedersen til Hammelmose (Tise S., Børglum H.) i Vendsyssel, ud fra den betragtning at en direkte efterkommer efter den sikre Peder Vendelbo i 1513 skaffede sig et tingsvidne fra det lokale herredsting. Heraf fremgår det, at herr Vendelbo både ejede og boede på Hammelmose. Hvis dette står til troende, er Hammelmose gået i arv fra den med ret stor sikkerhed barnløse Sakse Pedersen til (i sidste ende) broderens søn Kristian Vendelbo. Hvorledes Hammelmose så har forladt familiens eje igen, er det trods mange anstrengelser ikke lykkedes at finde en god forklaring på - kun hypotetiske - men der er mangt og meget, hvor det dårligt bevarede kildemateriale kommer til kort. Og disse hypotetiske muligheder er ikke noget, der skal fremføres her.
Et andet problem er så, at der i Sakse Pedersens samtid fandtes fire personer af det navn, hvorom der kan læses mere nedenfor. I øvrigt findes ingen andre belæg end det ikke alt for sikre Hammelmose for, at slægten har ejet gods i Vendsyssel, hvilket jo ellers synes nærliggende for en slægt, der bruger tilnavnet Vendelbo. Den nævnte Peder Vendelbo hørte, som vi skal se, i sine manddomsdage hjemme i Børglum Stift, som i middelalderen dækkede alt nord for Limfjorden inklusive Mors. Det kan påvises, at han ejede et vist ikke særligt stort gods i Thy, som dog næppe kan have været grundlaget for, at han blev en af sin samtids vigtigste politikere, kronet med embedet som drost, det fornemste verdslige embede efter kongens. Måske var Hammelmose et anpartsselskab, han delte med sin bror? Men desværre svigter det materiale, der burde kunne fortælle, hvor stort Hammelmose var på reformationstiden. Senere er Skjern mellem Randers og Viborg hans hovedsæde. Dette gods var utvivlsomt omfangsrigt, men meget taler for, at han giftede sig til dette i sit andet ægteskab. Dette blev så til gengæld det vigtigste grundlag for, at hans søn Kristian Vendelbo kunne opnå en politisk karriere, der matchede hans fars.
Sakse Pedersen kan ikke dokumenteres med segl. Det kan imidlertid en Thomas Nielsen, der i 1345 fører et segl, som slående minder om Peder Vendelbos. Alligevel er han ikke kommet med i den forrige udgave af Vendelbo-tavlen trods god enighed om, at han hører hjemme dér. Men atter opstår problemet med at skelne mellem forskellige personer af dette navn, som nærmere omtalt nedenfor. Konsekvensen af at medtage ham bliver jo så, at Niels (Vendelbo) genopstår fra de kasseredes rækker, jf. note 2. Af kronologiske grunde er han så med fri hånd gjort til endnu en hypotetisk bror til herr Peder Vendelbo.
Endnu en person har nydt den ære at blive regnet med til Vendelbo-slægten på grundlag af sit segl: en vis Esger Madsen omtalt 25. maj 1336, på hvilket brev hans segl er bevaret, i anledning af at han sammen med andre tilskøder Jakob Palk dennes arv efter Peder Mikkelsen kaldet Bonde: den østlige gård i Vormstrup (Fiskbæk S., Fjends H.). Han må være samme person, som 1359 (9. juni) omtales som fader til Jens Pallesens af Elkær afdøde hustru Marina, der gav to gårde i Møgeltorum (Torum S., Harre H.) og to gårde i Fiskbæk Sogn (Fjends H.) som medgift med Marina. Esger Madsen boede selv i den ene af gårdene i Møgeltorum. Sidstnævnte tyder ikke på en person, som bevægede sig i samme sociale lag som de her omtalte Vendelbo’er. Hertil kommer, at hans segl, som i publikationen bestemmes som et Vendelbo-segl, ifølge beskrivelsen her rummer "et modvendt hoved, omgivet af en udtunget ramme" - altså et hoved set bagfra, hvad man selv kan erkyndige sig om ved at studere afbildningen af seglet. Så Esger Madsen medtages ikke i denne tavle.
Tavlen i DAA 1935 anførte 20 personer, og nedenfor findes 21 mere eller mindre sikre medlemmer af Vendelbo-slægten. Sammenfaldet begrænser sig imidlertid til 13 personer, hvoraf to er indplaceret anderledes i stamtavlen nedenfor.
Dermed er startpræmisserne for det følgende ridset op. Herefter bliver det lidt lettere, men ikke problemløst. Forhåbentlig kan tekst og noter hjælpe læseren af det følgende på vej til at forstå de valg, som er truffet.
Det kan ofte være et problem, hvorledes middelalderlige navne bør bogstaveres. Kildernes stavemåder er varierende, og en del navne kan være svære at holde ude fra hinanden. Det gælder f.eks. for navnene Ove/Åge. Valget er her blevet som oftest at følge den stavemåde, som er anvendt i Diplomatarium Danicum, selvom den nedennævnte Elene/Ellen Buggesdatter her kaldes begge dele; enkelte gange angives på samme måde to forskellige versioner af et navn. Langt det meste nedenfor anvendte kildemateriale forekommer i Diplomatarium Danicum med sideløbende oversættelser til nudansk i Danmarks Riges Breve frem til 1400, fra 1401 og fremad dog på www.diplomatarium.dk, hvor samlingen burde være komplet til 1412, mens det indtil videre er mere tilfældigt, hvad man finder frem til 1439, som er det foreløbige slutmål. Til gengæld kan man også finde ældre dokumenter, som man ikke har fået med i de trykte bind af Diplomatariet. Dokumenter, som kan findes her og/eller i de to rækker af Repertorium Diplomaticum Regni Danici Mediecevalis, henvises der blot til via dokumentets dato. Imidlertid mangler en del dokumenter en entydig datering, hvorfor der må henvises mere specifikt i noter til de pågældende dokumenters numre - hvilke er blevet særdeles lange på den nævnte internetpublikation.
|
Skeel, Schaffalitzky og Ahlefeldt
Dansk
- †
- †